2 måneder, 23 dage siden

Something rotten

Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
5 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
5 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
7 dage siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
5 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
5 år siden
Livet er en rejse
Salomon
6 år siden
Bogfinke
Peter
6 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
3 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
4 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
4 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
6 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
1 år, 7 måneder siden
Valg 2019
Martin Micha...
1 år, 9 måneder siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
7 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
7 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
4 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
4 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
6 år siden
Forsvundet novelle! Hvad ...
Bella Donals...
4 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
8 år siden
Julius første fisk!
Kaj-Benny
8 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
5 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
6 år siden
Jeg elsker, når du holder om mig, siger du.
Jeg har ikke lyst til at gå, siger du.
Og så går du.
Senere skriver du, at du glæder dig til den dag, du kan blive, og at jeg er dit livs kærlighed, og at vejret er perfekt til en gåtur ved vandet, og at du henter mig senere, men at du er nødt til at tage Sofie med og håber, at det er ok, selvom du ville ønske, at vi kunne gøre det alene, og at du elsker mig muito og kys kys kys.
I lang tid ligger jeg tankeløs og tom tilbage i sengen, mens verden går op for mig.
Du gik.
Men modvilligt.
En dag bliver det anderledes.
Og det glæder du dig til.
Vejret er godt.
Vi ses senere.
Men ikke alene.
Og du elsker mig.
Muito.
Som straf slukker jeg min telefon.
Som straf står jeg op og går i bad og onanerer, men jeg tænker på kvinder, som ikke er dig.
Som straf laver jeg kaffe og drikker den langsomt, før jeg igen tænder telefonen og svarer, at det vil være dejligt med en tur til vandet, og at det selvsagt bare er helt ok, at Sofie er med.
Du svarer med det samme, at I kommer kl 10, og gentager, at du elsker mig muito og kys kys kys.
Jeg tømmer tørretumbleren og lægger tøj på plads, støvsuger og gør rent på badeværelset.
Og så er klokken 10.
Sofie vinker fra bagsædet og smiler.
Du står ud af bilen, smiler og trykker dig ind til mig med dit hoved mod mit bryst, men slipper hurtigt igen og går om på bilens modsatte side.
Du former læberne til et kys, klemmer øjnene hårdt sammen og strækker halsen frem mod mig.
Så sætter du dig ind i på passagersædet.
Jeg kører velovervejet.
Afmålt.
Kontrolleret.
Accelererer i samme tempo som bilerne i nabobanerne.
Læser trafikken.
Bremser i god tid.
Vi snakker alle tre.
Og griner.
Ubesværet.
Fremme ved stranden parkerer jeg mellem to biler med god afstand til begge sider, åbner dørerne for jer begge to og hjælper dig med at få frakken på.
Luften er kold og klar og vintersolen hænger lavt på den næsten skyfri himmel.
Sofie bemærker, at noget lugter råddent.
Jeg forklarer, at det formentlig er de bræmmer af tang, der ligger i vandkanten.
Og så begynder vi at gå gennem sandet.
Ned til havet og tangen, som rådner.
I holder i hånd.
Sofies højre i din venstre.
Jeg går på din højre side.
Tæt nok til at min arm af og til kan bumpe tilfældigt sammen med din skulder.
Langt nok væk til at det ikke er påfaldende.
Køge Bugt er blikstille bortset fra enkelte krusninger, der løber ind mod den profeterede tang.
Sofie løber ned til de filtrede dynger og skøjter på isen på de frosne indsøer, tangen har dannet, og hviner henført, når isen brister.
Vi står stille tæt på hinanden og ser hende forsvinde ind i en verden, som kun er hendes.
Jeg ville ønske, begynder du.
Osse mig, svarer jeg og klemmer kort din hånd.
Senere, mens Sofie er optaget af at tegne figurer i sandet med sine fødder, kysser du mig flygtigt på kinden.
På vej tilbage til bilen standser vi et øjeblik og kaster sten ned på isen i voldgraven omkring Arken.
Det elektrisk snurrende ekko af stenenes møde med isen er overjordisk hypnotiserende.
Bare én gang til, bliver et fælles mantra, som vi griner af længe, også på vejen hjem.
Da vi standser foran min lejlighed, har ingen af os lyst til at bryde trekløveret op.
På et sekund bliver der stille i bilen.
Helt stille.
Og i dét sekund transformeres ren, ubekymret lykke til trykkende melankoli.
Så kort er afstanden.
Ét sekund.
Fra sin plads på bagsædet siger Sofie farvel.
Hendes stemme er lys.
Uendelig blid.
Og det føles, som om hun afsiger en dødsdom.
Jeg står ud af bilen.
Du står også ud og går rundt til førersiden.
Hold om mig, siger du.
Og vi krammer kort.
Jeg ville ønske, at jeg kunne bliver, siger du.
Og så kører du.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Something rotten er publiceret 17/01-2021 16:41 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.