1 år siden

Kedsomhedsdræber

Godt Nytår
Hanna Fink (...
2 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
7 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
9 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
3 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
9 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
6 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
9 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
5 år siden
Hurra!
Halina Abram...
4 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
6 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
9 år siden
Lys blokerer så let for l...
Ansu Orheim ...
12 dage siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
6 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
7 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
2 år siden
Nyt år
Martin Micha...
2 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
4 år siden
Min løft-bold-fra-gulv-til-strakt-arm-returner-til-gulv-rutine har fået en ny deltager.
Hun ankom med fragtmand midt på dagen, men fordi jeg har været fanget i en tilsyneladende endeløs kæde af videomøder og telefonopkald, har jeg først lige fået hende møvet ud af kassen.
Hun er blød, men fast, og har en kæk rød overflade, som er mere glat end hendes forgængers, hvilket godt kan blive en udfordring, fordi hun samtidigt er et par kilo tungere.
Godt og vel.
Hendes forgænger har skræntet længe, og der kommer et tidspunkt, hvor hensynet til en slam balls værdighed vejer tungere end det teknologisk mulige, hvilket her betyder: det der teknisk set kan lade sig gøre med gaffatape.
Da vi var færdige med vores sidste session i morges, bar jeg hende ned til affaldscontaineren, lagde hende forsigtigt ned på et leje af sammenkrøllet plastaffald og lukkede så låget med en forsigtighed, der for udenforstående med sikkerhed har set ud som om, jeg lige havde deponeret en tøndefuld nitroglysserin.
Og nu er jeg så klar til at tage hul på et nyt kapitel.
Med en ny slam ball.
En yngre og glattere, men tungere model.
Der kommer til at gå noget tid, før vi er blevet fortrolige med hinanden.
Sådan er det altid.
Det ved jeg.
Masser af spørgsmål at forholde sig til.
Hvor og hvor hårdt tager man fat?
Hvad sker der, når jeg begynder at svede?
Holder hun selv fast?
Eller bliver det helt op til mig bare at tilpasse mit greb?
Har jeg et usundt forhold til mine træningsredskaber?
Som sagt: masser af spørgsmål.
Kan man ane, at jeg keder mig?
At de kreative tandhjul knirker?
Jeg har lige rørt dej til et fuldkornsbrød.
Mere kedsomhed, men trods alt kedsomhed med et konsumerbart biprodukt.
Lige nu hæver den.
Dejen.
Men jeg føler mig stadig rastløs.
Jeg HAR tømt samtlige streaming tjenester for seværdigt indhold, og jeg ER færdig med første gennemlæsning af min bager- og konditorbog.
Sidstnævnte skulle netop bidrage til at holde min kedsomhed i ave, men fordi jeg har ikke nået at købe ingridienser ind til mit første konditorprojekt, Sarah Bernard, har jeg indtil videre bare sjasket en hurtig dej sammen, men også startet min første surdej, som jeg har ambitioner om, skal blive et fundamentet i en fremtidig produktion af rugbrød.
"Hvis det holder dig fra at købe en motorcykel," var min ældste datters reaktion, da hun så min bager- og konditorbog på mit spisebord forleden.
Jeg mindede hende om historien om den lille røde høne, hvortil hun svarede, at sammenligningen ikke helt passede, og at jeg, uanset omfanget af hendes hån, under alle omstændigheder med garanti kommer til at trygle hende om at smage det første brød, der kommer ud af processen.
Hun har formentlig ret.
Møgunge.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kedsomhedsdræber er publiceret 18/01-2021 21:44 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.