1 år, 4 måneder siden

Jeg kan ikke sove - Shall We Dance?

7
Halina Abram...
4 år siden
Torsdag d. 3/8-2018
Smukke Emma
3 år siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
2 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
8 år siden
Juletid
Gittepigen
9 år siden
Tanker
Racuelle Hei...
4 år siden
køb Bananer
Ruth Christe...
5 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
8 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
8 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
2 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
7 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
8 år siden
Dawn Under
Ruth Christe...
5 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
10 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
8 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
7 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
7 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
9 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
4 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
4 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
7 år siden
den første dag år 2013
bondeven
9 år siden
Sommertid, vintertid
Bjørn Langki...
1 måned, 28 dage siden
Havde en hektisk dag i går med endeløse rækker af møder og lister med to-do's.
Og da jeg endelig smækkede min laptop sammen og vaklede i seng, myldrede tankerne videre.
Jeg er sikker på, at der er myriader af måde at afbryde mylderet, så man kan sove, men ikke for mig.
Ikke i går.
Så efter at have ligget søvnløs nogle timer stod jeg op, satte mig i sofaen og læste en times tid i I, Robot, bog 1 i Asimovs fantastiske robot-serie.
Jeg købte alle fire bind på Amazon den 19/1.
De blev afsendt samme dag fra Salt Lake City, USA.
Og leveret hos mig på Frederiksberg, Danmark den 21/1.
Amazon kan deres shit.
Nu kan jeg så sidde og vente på, at forargelsen en dag rammer denne særlige afart af konsumerisme og kræver offentlig bodsgang, sæk & aske, kombineret med livslang udelukkelse fra alle offentlige embeder og tillidsposter.
Og jeg ved godt, at jeg nu formentlig lyder som en hvid, privilegeblind, midaldrende mand, der tumler rundt i 2021 som den proverbiale elefant i den tilsvarende proverbiale glasbutik og i én og samme sætning formår både at udtrykke dyb disrespekt over for kodens tilstand, lokale boghandlere og #metoo.
Så skyd mig.
Få det overstået.
Og for nu at gøre anklageskriftet kompelt, så husk også lige at få med, at jeg kun undtagelsesvist sorterer mit affald, som regel starter opvaskemaskinen selv om den kun er ⅔ fyldt, og ALDRIG har overvejet af hvem, hvor eller hvordan mine underbukser bliver produceret.
Uanset størrelsen på maskerne i forargelsesnettet bliver det alligevel kun en sølle kradsen i toppen af det isbjerg, der er mine shortcummings.
Efter at have læst en times tid kunne jeg ikke koncentrere mig mere, men havde stadig for meget uro i hovedet til at sove.
Så jeg browsede gennem internettet og endte med at se John Wick 3 og Shall We Dance.
Jeg kan hører din undren.
Og deler den.
Ikke så meget over de enkelte film som sådan.
Mere over den smag i film, der rummer begge film ... og så i forlængelse af hinanden!
John Wick er min yndlingsactionfilm, og selv om 3'eren ikke nødvendigvis er den bedste i rækken, har den 3 meget centrale elementer: nogle af verdens bedst kooreograferede kampscener, malinois (min yndlingshunderace) og Helle Berry, der i en alder af 53 (som hun var, da filmen udkom) stadig er en af verdens smukkeste kvinder.
Shall We Dance er en overspillet, banal og floskeltung og kønsstereotyp romantisk-drama-musik-komedie, og jeg har ingen undskyldninger - jeg mener, Jennifer Lopez er guddommeligt smuk (!), men det MÅ ikke være hele forklaringen på, at jeg overhovedet startede på at se filmen og da slet ikke, at jeg med ovennævnte udgangspunkt holdt mig vågen i samfulde 106 minutter.
Ja, jeg har lige fremhævet to kvinder på grund af deres fysiske kvaliteter!
Føj dét til anklageskriftet og lad mig være i fred.
Efter lyden af Peter Gabriels version af The Book of Love var klinget ud med rulleteksterne rejste jeg mig fra sofaen og trissede i seng.
Jeg faldt i søvn på et sekund og sov som en baby.
I ca en time.
Så ringede min alarm.
Jeg følte mig ikke veludhvilet.
Men næsten.
Stod op.
Satte vand over til kaffe.
Gik i bad.
Klædte mig på og satte mig klar foran min laptop.
Kl 07:59 loggede jeg ind til dagens første møde; rødkindet, vandkæmmet og med et stort glas skoldende varm kaffe på bordet.
Jeg talte, lyttede, smilede, besluttede og noterede.
Jeg siger ikke, at jeg aldrig har været skarpere, men jeg var skarp nok.
Det var det vigtigste.
Regningen kommer senere.
Det ved jeg også godt.
Det forholder jeg mig til, når det bliver aktuelt.
Nu drysser jeg ud i virkeligheden og køber ind til weekenden.
Mælk og brød og sådan noget.
Og frugt.
Har lyst til mango.
Og papaya.
Og sol.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg kan ikke sove - Shall We Dance? er publiceret 22/01-2021 12:40 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.