Jeg var til international overdosisdag i tirsdags. Forud for det havde jeg havet et opslag op Facebook, som en opfordring til deltagelse i denne. Jeg skrev

Jeg mistede min elskede datter til en overdosis i 2018. Hun var blot en ud af de 8 der mistede livet til samme det år i Esbjerg. Har mødt frastødelse over at have "sådan" en datter, eller måtte være "sådan" en mor. Der er ikke nogen der kender historien og der er ingen der spørger! Det er lidt det samme som "Hvorfor drikker Jeppe på bjerget". Man ser manden på bænken, men man stopper ikke op! Det er nemmere at gå videre, eller se væk. Ofte er der fyldt op af alverdens ting i deres rygsæk, som de ikke bare kan tage af og stille i et hjørne. Den bærers tungt på deres skulder hver eneste dag. Det gør ondt i sjælden, og så famler man sig frem til det der kan lindre, så som stoffer, alkohol eller medicin.

På forsorgshjemet i Exnersgade bliver der i morgen (tirsdag) kl. 16.00 afholdt International Overdosisdag. Jeg deltager selvfølgelig som pårørende, men støtter også op om mennesket bag facaden. Ved at der er kaffe/te, musik og taler. Synes at det kunne være helt fantastisk hvis hr og fru Danmark kom en smut forbi. Jeg skriver ikke for at få medlidenhed eller lign. men for at gøre opmærksom på at livet ikke er sort/hvid

Hvad jeg ikke havde regnet med, var at blive kontaktet af P4 weekend syd & Esbjerg mht.et live interview på søndag. Jeg har sagt ja til at deltage, men også gjort opmærksom på at jeg ikke er en "taler". Puha godt jeg har nogle dage til at samle mig lidt.