5 måneder, 21 dage siden

Jeg, et r**hul....!

Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
3 år siden
Sommerregn
Regitze Møbi...
8 år siden
Verden holder vejret!
Marlene Gran...
10 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
9 år siden
Personlig udvikling
Rud Stenfisk...
1 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
7 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
8 år siden
Kontrol-alt-delete
Ansu Orheim ...
1 måned, 3 dage siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
5 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
6 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
6 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
9 år siden
Generation Identitær
Ansu Orheim ...
8 måneder, 25 dage siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
6 år siden
Vores berøringsangst
Ansu Orheim ...
27 dage siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
5 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
5 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
9 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
9 måneder, 3 dage siden
Brakvand
Marie Martin...
8 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
5 år siden
Suk...

54 år og stadig ikke klogere på andet end den lærdom jeg får banket ind i skolen. Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal kanalisere alle mine ærgrelser over stupiditet og dumhed hen. Mine venner og familie har efterhånden fuld konto i deres ører og hoveder, så nu holder dette forum lidt for - i det mindste får jeg det da skrevet ned.

Min kæreste og jeg fandt sammen igen. Hun var fuld af fortrydelser, vi snakkede, gik i parterapi (som så viste sig at være en mission om at jeg skulle opdrages) - og så flyttede vi alligevel sammen i huset, dog kun med mig på skødet.

Desværre viste det sig efterhånden at hun havde et stort behov for at true med at gå/stille sig med det ene ben ude af forholdet hver gang vi blev uenige. Og da jeg havde hørt på det, tilstrækkeligt mange gange (og advaret hende mod det ligeså mange gange) tog jeg hende til sidst på ordet.

Nu er hun flyttet. Og vi savner hinanden. Hun har skrevet flere gange og spurgt om jeg er åben for en snak og jeg ville rigtigt gerne, men noget inde i mig siger "nej". Det var hende selv der smed bolden i luften om at skride og denne gang greb jeg den. Jeg tog på søen, og hun skrev en mail og ville have en snak om det - og det ville jeg også, men jeg pointerede at det altså var sidste gang jeg at accepterede hendes behov for at true med at skride. Jeg er med på at vi kan skændes og være uenige. Men så gøre vi det...!! Vi truer ikke. Vi vrider ikke armen om på ryggen af hinanden. Så det skrev jeg tilbage. Jeg skrev også at jeg ikke længere kunne leve med at gå langs panelerne i frygt for at sige noget forkert, for ikke at trigge hendes pænt heftige temperament. Hun går fra 0 til 200 på et halvt splitsekund og uden lunte. Og når det sker, kan jeg intet gøre for at bremse det.

Der gik 3 dage, så skrev hun en sviner tilbage til mig - alle mine dårlige sider og sluttede med at skrive hun ville flytte inden jeg kom hjem.

Så kan jeg ikke gøre mere og slet ikke når hun holder på at det var mig der smed hende ud.

Så nu sidder jeg alene i et hus på 164 m2 og savner hende, mens hun sidder i en lejet campingvogn og savner mig. Hun kunne end ikke vente til at jeg kom hjem fra søen - alt skulle gå stærkt.

Det gør ondt - fysisk ondt. Og jeg ved at det kun er en opringning eller sms væk, så vil hun helt sikkert komme. Vi kan snakke sammen, blive forsonet og enige om at være sammen, men bo hver for sig. Og alt er godt. Hvorfor gør jeg det så ikke?

Jer der har læst alle mine skriblerier om vores forhold, vil nok have en ide om hvorfor. Min stædighed og selvrespekt står i vejen. det er nemt for mine venner og min familie at sige: "Lad være med at gå tilbage, lad hende sejle sin egen sø" - men de har heller ikke følelser i klemme. Og jeg kan virkelig mærke mine følelser. Men hvad forhindrer mig i at ringe til hende eller skrive? Er jeg bange for at være alene og klar til at give køb på min selvrespekt for det? Det er der jo mange der gør, det er da normalt.

Eller skal jeg bare tage mig sammen, stå det her igennem, have mine dårlige samvittighed over at overhøre/ignorere hendes bønner om at snakke om det.

Skal jeg bare være et røvhul for min egen skyld? Jeg hører tit folk sige: "Jamen sådan er kvinder. De ryger i luften for ingenting, vil bestemme alt, kan aldrig beslutte sig - og så elsker de at kritisere"...

Så jeg er nok et unormalt røvhul der ikke egner sig til at være i et forhold.

Men derfor er jeg stadig ked af det...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg, et r**hul....! er publiceret 19/04-2022 18:54 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.