11 måneder, 23 dage siden

Lad mig i det mindste, have min drømme

Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
6 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
8 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
9 år siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
9 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
7 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
10 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
9 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
9 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
9 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
9 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
7 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
11 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
8 år siden
Once upon a time
Morten Aske ...
10 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
6 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
9 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
11 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
7 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
11 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
11 år siden
Min røvfattige søster
Flickarocks
9 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
8 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
7 år siden
Jeg har altid haft høje forventninger til mig selv - både før og efter min psykose.

Måske derfor, at jeg fik det dårligt i denne uge. Who knows? Men det er ikke altid en dårlig ting, at have høje forventninger til én selv. Jeg forbinder høje forventninger med drømme - og med drømme er der håb.

Jeg har gået på multimediedesign uddannelsen, men droppet ud. Gået på uddannelsesvidenskab på Aarhus universitet og droppet ud. Alt i alt fordi uddannelserne ikke var mig og nok fordi, det ikke var det rigtige tidspunkt for mig, at starte på en uddannelse. Disse nævnte uddannelser jeg droppede ud af, var nemlig kort tid efter min psykose. Jeg troede, at jeg bare skulle i gang med noget hurtigt, så jeg kunne komme ud blandt andre "normale" unge og på den måde få det bedre. Det var ikke det der skulle få mig til at få det bedre, men mit fantastiske fællesskab jeg har fået mig i mit eget hjem. Kollektivet. Det er nok for nu. Men det er ikke nok for mig om 1,2 måske 3 år. Der skal der ske noget nyt. Jeg har allerede boet i det kollektiv jeg bor i nu i 3 år.
,
Hvért år når det bliver forår og man kan søge ind på uddannelser, så får jeg sådan en længsel til, at begynde på en uddannelse og gå i "skole" igen. Jeg har altid været glad for, at gå i skole og gymnasiet og har fagligt, altid ligget middelmådigt på trods af psykiske udfordringer.

Problemet er bare, at de folk på min vej har vurderet mig til, at arbejde 1,5 time om dagen og ikke tror på at jeg vil kunne fastholde en uddannelse. Det gør mig usikker, fordi jeg har egentligt altid troet på mig selv i den forstand, at jeg kan meget mere end hvad jeg lige tror og som folk i systemet ikke tror på.

Jeg har talt med min daværende socialrådgiver og forskellige vejledere, som alle har fortalt mig, at de ikke tror, at jeg vil kunne fastholde en uddannelse på baggrund af mine tidligere stop på 2 uddannelser og mit lave arbejdstime tal.

I den henseende siger jeg altså bare - fuck hvad fagfolk i systemet tror og siger om mig. Jeg kender mig selv bedst. Og jeg ved, at hvis der er noget som interessere mig, kan jeg meget mere, end hvad jeg lige pt er vurderet til at kunne i "systemets øjne".

For at være helt konkret er min drøm lige nu, at gå på RUC (Roskilde universitet) og læse en humanistisk bachelor, selvom den også virker lidt angstprovokerende ift. om jeg vil blive ensom, enespænder, ikke trives osv. i en helt ny by. Eller endnu værre. At jeg bliver for stresset og psykotisk. Men man bliver nød til, at tage chancer her i livet, hvis man vil opnå noget bestemt. Og lige nu er det ikke nok for mig, at arbejde som opvasker i en børnehave og lege med krea i fritiden. Det er det måske for nu, men ikke på længere sigt. Det giver mig blod på tanden når jeg tænker kritisk over hvad fagfolk i systemet tror om mig og hvad jeg er i stand til. De har måske ret for nu. Men ikke nødvendigvis ret, på den måde, at det vil være gældende for resten af mit liv, at jeg ikke kan fastholde en uddannelse eller klare, at gennemføre én.

Og det kan godt være, at drømmen ændre sig i næste uge lol ???, men det er ikke det der er pointen. Pointen er, at er ingen som skal slukke for mine drømme ??? Jeg vil gerne erfare tingene på egen hånd - istedet for at leve som en zombie der gør hvad systemet siger, og ikke tænker selv. At jeg bliver pakket ind i vat og ikke lever mit liv til det fulde, inden for mine rammer selvfølgelig. Ligesom i hulelignelsen af Platon, (som omhandler nogle slaver, som har tilbragt livet lænket i en hule med et bål bag sig. Det eneste, de ser af verden udenfor, er de skygger af forbipasserende, bålets lys kaster på hulevæggen. Fordi de aldrig har set andet, tror de, at skyggerne er selve virkeligheden).
Eller om jeg bare skal ligesom i Albert Camus sisyfos myten, finde det meningsfulde i at vakse op hver dag lol. Just a reference joke ???☝️

Just some late night sundays thoughts from me

Skriv gerne, hvad i tænker om mine refleksioner (og ja jeg ved godt, at jeg kører et dagbogs lignende tekst show her på Facebook, men det hjælper mig rigtigt meget at skrive mine tanker ned og dele dem på dette socialmedia) Tak hvis i læste med og deler jeres helst konstruktive meninger om dette emne.

Kh Simone

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Lad mig i det mindste, have min drømme er publiceret 12/03-2023 21:24 af Simone Reinholdt Nielsen (Simoneakipa).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.