Så gik den weekend. Jeg har gået tur og vinterbadet 2 gange. Trods dèt, vågner jeg op med stress og angst i kroppen i dag. Hader det. Vi har også problemer herhjemme, og det er nok derfor jeg har stressen lige under huden. Min mand har det ikke godt, og det påvirker mig. Hans humør er svingende og jeg føler jeg skal passe på hvad jeg siger hele tiden. Jeg har tænkt på at jeg måske havde et par dage med mani, i sidste uge. Mit humør og overskud var markant bedre end vanligt. Men jeg ved det ikke. Jeg ved kun at jeg stadig er alt for svingende.

Jeg sidder med broderi når jeg ikke er ude og gå tur. Broderi er noget der beroliger mig rigtig meget. Og gåture er jo også bare godt. På dage som disse, er det små ture, og det er små broderier. Alt bliver småt. For det er for uoverskueligt at have med store ting at gøre.

Jeg har lagt en besked til min jobkonsulent at jeg gerne vil ringes op. Har sådan brug for at få lidt mere info om det vi snakkede om sidst. Om hun stadig mener hvad hun sagde, og i så fald hvordan og hvornår det vil ske eller sættes i gang. Hvordan er proceduren? Jeg har besluttet at jeg ikke vil ud i alt muligt afprøvning, så hvis det er den vej systemet siger jeg skal, så må jeg sige nej tak. Det kan jeg simpelthen ikke. Har ikke kræfterne til det, og kan ikke rumme at jeg skal bombes ned under nul igen, og igen tage den lange seje kamp om at komme oven vande igen. Så må jeg bare forblive hvor jeg er, forsøge at klare de ting de læsser over på mig, opgive dem når jeg ikke kan det længere, og starte forfra.

Lige pludselig virker fremtiden mørk og usikker. Men jeg er vist bare mørk og usikker i disse dage generelt, og så bliver alt påvirket. Min astma bliver også påvirket. Jeg har virkelig astmabøvl i dag. Og mavebøvl.

Jeg har glemt at give mig selv opgiver de sidste par dage. Dagens opgaver i dag bliver at få snakket med jobkonsulent, og komme ned til Nada-behandling i eftermiddag.

Dagens opgaver for i morgen:
Lægge tøj sammen og vaske tøj