1 år, 3 måneder siden

De bedste venner og bedste fjender

Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Gode dage forud
David Hansen...
3 måneder, 22 dage siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
12 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
9 år siden
Skagen
Peter
11 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
6 måneder, 10 dage siden
SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
11 år siden
håb
Halina Abram...
6 år siden
Dagen tiltaget med 49 min...
Hanna Fink (...
9 år siden
Smil grill og musik 2020
Martin Micha...
3 år siden
Gud taler til alle
Salomon
9 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
12 år siden
Bon jovi
Martin Micha...
5 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
7 år siden
SSO - stress
RachelBlack
10 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
No name girl
8 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
3 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
7 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
6 år siden
No, i will not keep calm....
Julie Vester...
10 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
11 år siden
Træt i dag
David Hansen...
5 måneder, 24 dage siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
5 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
9 år siden
Er kreativt værksteder me...
Simone Reinh...
1 år, 4 måneder siden
Måske læsedag
David Hansen...
6 måneder, 5 dage siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
9 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
8 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
11 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
8 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
9 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
9 år siden
Gladiator skrivekursus?
Ida Hansen (...
6 år siden
Perfektionismen dræber mi...
Neola
3 år siden
Vi væver jo bare
spinosi
8 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
opdatering
Michala Esch...
21 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
6 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
9 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
9 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
6 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
9 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
11 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
11 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
7 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
7 år siden
Til møde igår med sagsbehandler på jobcenteret. Jeg var så nervøs og angst inden. Ikke fordi jeg skulle møde hende, men fordi jeg havde hovedet fuld af kaostanker, i forhold til hvordan forløbet vil være, op til at søge førtidspensionen. Men jeg blev heldigvis beroliget, og vi fik lagt noget der ligner en plan, til trods for at deres system var nede, og hun kunne ikke skrive notater (vistnok).

Jeg forsøger hver dag at der ikke skal ske ting i mit liv, men så gør der det bare alligevel. Nu er der sket dét at vi er blevet tilbudt en lejlighed, og vi vil jo godt væk fra vores hus her fordi det er så koldt om vinteren og frygteligt dyrt at varme op. Plus huslejen stiger meget til næste år. Men... troede måske ikke det skulle være NU. Men så er der den lejlighed, som vi rigtig godt kan li. Jeg er frygtelig kræsen i forhold til lejligheder fordi jeg er så lydfølsom og privat et menneske. Denne her lejlighed er ny, lyd-beskyttet med paneler og sådan noget, der er varme i gulvet, elevator og den ligger i et ret roligt område. Det er også en ende-lejlighed, så vi har ikke nogen naboer på den anden side af stuevæggen. Så ja der er meget der taler for at vi skal sige ja, og jeg tror vi gør det. Men oveni alt det andet, har det sat mit hoved i en skruetvinge og endeløs strøm af kaostanker. Min hals er helt snøret sammen i kramper, så min stemme er vildt hæs og jeg går med en klump i halsen pga. muskelkramper. Min krop fortæller på alle måder at jeg skal stoppe det jeg har gang i, men der sker for meget til at mit hoved vil slappe af.
Jeg gik en tur i dag. Det plejer at kunne hjælpe lidt. Men det virkede ikke helt. Bagefter var jeg bare træt som et helt alderdomshjem, og det endte med mad udefra.

Jeg kan ikke helt overskue de ting jeg har fået for i lektier af min sagbehandler. Prøver virkelig. Men alt det med at få fat i papirer fra psyk, det dræner mig fuldstændig, bare ved at tænke på det.

Jeg tænker af og til over hvem jeg egentlig er nu. Jeg synes jeg har forandret mig virkelig meget de senere år. Det er som om der hele tiden bliver kastet nye roller på mig. Kasketterne er fløjet gennem luften de sidste flere år. Job efter job, tilstand efter tilstand, mistede egenskaber, tabte ressourcer. Tilbage står...jeg? Sådan ret afskrællet, slidt og hullet, som en gammel strikketrøje der har været båret i årevis af bonderøven når han høvler træ. Der skal løbe én maske mere, og så ryger jeg på gulvet.

Ret skal være ret; jeg har ikke været god ved mig selv. For jeg nægtede at anerkende min sygdom. I mange år. Blev ved med at forsøge at kunne hvad jeg kunne engang. Sådan noget koster. Det slider på hovedet, når ens bipolare får lov til at styre løbet. Når jeg nu ved at løbet faktisk godt kan styre det bipolare. Når bare jeg får ro og balance, så kan jeg styre det. Lige nu er der INGEN styr på det. Mine episoder svinger dagligt. Det er udmattende og angstfuldt. Skal konstant vogte over hvor jeg er NU: På vej i dep, på vej i mani? Og mig der har haft denne sygdom i ja ca 20 år... jeg føler jeg burde kunne finde ud af at håndtere den.

Jeg priser mig lykkelig hver dag over at jeg har min mand. Han har udviklet sig til at være min klippe, hvilket han i starten slet ikke fik lov til at være. Men som årene er gået, er han trådt i karakter, og jeg er til gengæld trådt ud af karakter, og tilladt ham at tage førertrøjen på, i de situationer hvor jeg bare ikke selv kan se mig ud af den der bjergetape der ligger foran mig. Nu fx med lejligheden. Havde det været for måske 5 år siden, var det mig der havde ringet rundt og søgt her og der, hentet dokumenter og hvad ved jeg. Nu kan jeg på ingen måde overskue det, min hjerne er alt for stresset stadigvæk, efter det seneste job, og det er også lidt som om jeg bare lukker af og tænker: det der, det vil gå galt for mig, jeg er nødt til at holde mig fra det. Og det er GODT jeg gør det, at jeg er i stand til at sige fra i stedet for "Lad nu mig". Men vi taler om det, vi bliver enige om tingene og så udfører han det rent praktiske. Det er SÅ godt for mig. Tror også det er godt for ham, for det giver ham da sådan lidt maskulin selvtillid at han er manden der lige kan ordne det der. Så win win faktisk.
Jeg er stadig god til at pege på fælderne og ulemperne. Dem kan jeg stadig gennemskue. Så når manden taler begejstret om et eller andet, er jeg stadigvæk god til at sige... ja men hvad med den der deltalje? Den er da ikke så god? Og så siger han, nej du har ret. Og han bliver glad for jeg kunne se klart for ham. Det kan jeg stadig, og jeg bliver så barnagtig glad for ting jeg stadig kan.
Jeg er også mega god til at huske ting, navne, steder episoder. Jeg kan have store vanskeligheder med koncentrationen når jeg har været presset i et par timer i fx sociale sammenhænge, så er det bare som om min hjerne siger: Så, nu skal du bare sidde med tom hoved og stirre ud i horisonten".

Jeg har været bange for at være i gang med at udvikle Alzheimer, fordi det jo løber i familien. Men lægen siger det er stressen der forårsager det der koncentrationshalløj. Jeg er ikke glemsom. Men når man er så stresset og ens bipolare den bare går sådan amok, så drejer hovedet fandme bare rundt.

I dag vaskede jeg en stort set tom maskinfuld tøj. Jeg stod op, og huskede at jeg skulle vaske tøj. Mente jeg havde fyldt den op, så satte maskinen i gang. Da jeg så åbnede den senere, - endda efter en ekstra skylning fordi jeg kom til at gå en lang tur - så opdagede jeg der lå 1 t-shirt, 1 par underhylere og 1 par strømer i maskinen. Tøjet der skulle have været i sammen med de få stykker tøj dér, lå stadig på soveværelses gulvet. Godt så. Men min mand fortjener også en ekstra ren bluse og ekstra duftende underdrenge.

Så ja, koncentrationen er sgu ikk for god.

Vi får besked i morgen ang. det med lejligheden. Vi har fået tilsendt kontrakt men vores lille hund stod ikke i den, så det skal rettes. Jeg kan vist ikke helt overskue flytningen faktisk. I gamle dage ville jeg allerede nu være begyndt at lave lister og sætte ting i system. Nu sidder jeg bare med erkendelsen af, at jeg sandsynligvis vil tage skyklapper på, indtil ca. en uge før flyttedatoen, eller ja indtil jeg tvinges til at gøre noget. Indtil da, vil jeg nok bare lade som om det ikke eksisterer, for jeg kan ikke rumme det i mit dumme hoved.
Min mand snakker om ny sofa og andre ting.
Vi skal sælge dit og købe dat.
Jeg tænker jeg ville ønske jeg vidste hvor min kikkert var. Helt apropos ingenting.
Det kan jeg bedre forholde mig til. Små ting, små problemer. Ikk de store der.

Men faktisk er jeg stadig god i NUET. Når jeg tvinges afsted, når jeg står i lortet, så er det som om praktiske mig vågner og så svinger jeg tryllestave og sætter i system. Bagefter kollapser jeg, og ligger underdrejet i dagevis. Al energi opbruges. Det er derfor jeg skal lade være jo, for det koster alt for meget. Men nogen gange er der bare stadig brug for at jeg gør det dér som jeg faktisk er skidegod til.

Dengang min mand skulle generhverve sit kørekort. Han kunne ikke finde ud af hvordan vi skulle få råd, hvor han skulle gøre det henne, han var ved at give op, for nu kunne han jo heller ikke nå det inden datoen.
Så trådte jeg i karakter. Jeg ringede rundt til alle kørelærere og spurgte efter billigst mulig og hurtig løsning. Et kvarter senere havde jeg et forløb klar til ham, til penge vi havde råd til. Ja, det kan godt være man ikke må rose sig selv, men det er jeg ligeglad med. Jeg er pissehamrende god og dygtig! Men jeg kan bare ikke være det! Det giver nok ingen mening, men det er sådan det er. Jeg er skidegod men mit hoved kan ikke håndtere alt den dygtighed mere end 15 minutter. Så kollapser den. Den gir mig fuckfingeren og lukker ned. "Sådan, så kan du lære at lade være med at vise dig sådan frem og tro du stadig er noget."
Men jeg er noget, det ved jeg jeg er. Nu er det bare kun en tur til kreagruppe i 1 time, som er mit niveau. Eller måske hen og handle. Ikke på samme dag, det går ikke. 1 lille ting pr. dag. Hvis bare jeg kan holde det på det niveau, så vil jeg få balance i mit hoved. Hvilket ALDRIG sker. Der er ALTID mere end 1 ting når man er gift med en aktiv mand, og ikke bor alene på en øde ø.
Jeg kan ikke længere hvad jeg gerne vil og egentlig kan.
Selvmodsigelser, selverkendelser, selvbebrejdelser. De går sørme hånd i hånd og er bedste venner og bedste fjender.

Jeg samler mig sammen til at fortælle om forløbet siden jeg blev syg, fik fleks, og til nu. Det kommer i en dagbog inden så længe. Der er bare så meget jeg ikke husker længere, fordi jeg fik så meget ECT i den periode og havde så dybe depressioner. Plus nogle manier der også har fået min hjerne til at lukke ned, simpelthen fortrænge alt det lort jeg fik lavet. Oveni dét... skilsmisse, mistede familiemedlemmer, og hvad der fulgte i kølvandet...mistet drømmejob, ekstrem dårlig økonomi... Det kan godt gøre at man bare ikke har lyst til at huske detaljerne.

Jeg vil bare gerne finde balance.
Være stabil.
Være glad.
Træt af at tude.

Jeg længes efter sommer, hvor vi skal afsted med vores lille campingvogn igen. Bare manden og mig og vores lille hund. Måske stille vognen op fast et sted, og så tage dynerne med i vognen i weekenderne og mærke roen. Jeg drømmer om et sted ved en skov, hvor jeg kan høre fuglesang fra morgen til aften.
Jeg skal ha fundet den kikkert.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget De bedste venner og bedste fjender er publiceret 29/03-2023 23:53 af Bipoliv.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.