Kære dagbogsblog, fredag d. 26 maj 2023 kl. 05:22,

pyyyyh!

Jeg skriver dette en søvnløs nat, oven på en hård og forvirrende dag. Jeg skriver dette for at lægge et indre puslespil i jagten på søvn, efter i ca. 4 timer at have forsøgt at lægge tankernes lænker fra mig igennem digtskrivning. Relativt forgæves, ift. søvnen i hvert fald, men på den anden side er det skønt at skrive igen efter længere tids pause fra det - og skønt at sige til mig selv at på trods af at jeg om nogle timer får besøg af min mestringsvejleder/bostøtte, på trods af en hård dag og på trods af at alle led i min krop knirker, så er det et valg, MIT valg, at skrive dette såvel som digtet ("Kan man tage patent på Solen?"), selv fravælgende søvn fremfor søvnen fravælgende mig. Altså på dansk: jeg kæmper med at sove, men lige nu er jeg i fred med det.

Jeg var igår torsdag til møde ved kommunen for at afklare min fremtid, efter at have været i systemet i ca. 16 år på kontanthjælp og ressourceforløb. Jeg og min sagsbehandler havde inden mødet, for en del måneder siden, beskrevet skriftligt hvorfor at vi begge mener at førtidspension er eneste mulighed tilbage, og mødet i dag var altså med et rehab-team ved kommunen (3 fagpersoner med hver sit speciale - en læge, en socialrådgiver og en arbejdsmarkedskonsulent; jeg mener at det var sidstnævnte der førte ordet (...)).

Rehabiliterings-teamet skulle tage stilling til om jeg skal på førtidspension, i arbejdsprøvning igen eller i ydeligere behandling. Jeg har allerede forsøgt alverdens behandling, for ikke at miste livet til selvmord (ingen begår det), grundet adskillige faktorer, bla. C-PTSD, Rosacea Dermatitis, kronisk/permanent depression, handikap og eksistensens generelle absurditet.

Behandlingen jeg har været igennem on-and-off de sidste 16-17 år har ikke høstet permanente resultater, men har holdt mig i live. En lidt slidt metafor jeg ofte bruger er at terapi har lært mig at svømme bedre i disse dybe og uforudsigelige vande, men der er intet land i sigte, ingen kyst. Endnu. Eller, jeg tror ofte jeg ser strand at lande på, håb, men det er altid et skridt frem og to tilbage. "But its movement all the same". Håb er lige så hult som frygt osv.

Kommunen gik med til at indstille mig til førtidspension.

Altså, indstille - der er endnu en person i den bureakratiske fødekæde der skal godkende førtidspensionen, men når først rehab-teamet som i dag har anbefalet førtidspension er det efter sigende sjældent at det ikke sker. Efter sigende, og med tryk på sjældent - som de sagde på mødet så sker det af og til. Særligt for folk så relativt unge som mig, og særligt for folk hvor der foreligger mindre dokumentation - i mit tilfælde pga at jeg altid har forsøgt at undgå psykiatrien, medicinalmafiaen og diagnose-lotteriet, blandt andet.

Jeg var inden og under mødet, og i de mange måneder jeg har ventet på mødet, overbevist om at kommunen ville afvise førtidspension som en mulighed og insistere på arbejdsprøvning og/eller behandling. Derfor kom det som et chok at de indvilgede i at indstille mig til førtidspension. Et chok der endnu ikke rigtig er absorberet - jeg tør ikke håbe på at det går igennem, før det er officielt og står på sort og hvidt. Men ikke desto mindre blev der taget et stort, stort skridt i dag.

Men et skridt imod hvad?

Jeg har mødt mange der i dag er på førtidspension, men som ligesom mig havde en stor modstand imod at komme på det, fordi det føles som at give op på at få det bedre. Men alle førtidspensionister (gid der en dag kommer et andet ord for det...), alle og enhver jeg har mødt der er på det, har fortalt om hvordan det har givet en ro. En ro fra at blive jaget rundt med, og fra at jage.

"Må jeg finde styrke til at ændre det jeg ikke kan acceptere. Må jeg finde mod til at acceptere det jeg ikke kan ændre. Og må jeg finde visdom til at kende forskellen."

Så... det har været en god dag! Vel... En forvirrende en, men også en forundrende en. En dag med en nysgerrighed vakt, for tænk hvis fremtiden ikke var konstant kilde til uro! Tænk hvis jeg for blot en stund kunne sidde lige her og skrive, ikke for at bevise noget men af lystens skyld.

Jeg gik hen til bussen der kørte mig til mødet i kommunen, og min amputerede venstre storetå gav som altid enorme smerter i benet - mit venstre ben er én stor anspændt nervesamling; altså, bogstaveligt talt, man kan mærke hvordan venstre ben føles ekstremt overanspændt ift. mit højre ben; en amputeret storetå påvirker både balance, ben og ryg, et faktum som er svært at dokumentere men som altså er sandheden. På gåturen til bussen gjorde det som så ofte før så ondt at jeg følte at jeg var ved at besvime. Jeg nægter at tage smertestillende da jeg så skulle poppe piller konstant, og ikke stoler på at jeg kan administrere pillerne. På førtidspension ville en el-cykel pludselig være en realistisk mulighed økonomisk - noget som ville hjælpe enormt på at komme ud af døren! Ud i skoven, ud til stranden, og måske endda ned i byen. Jeg bor i Århus hvor der er mange bakker (!), og at slæbe en normal cykel op ad bakke, i og med at jeg er i elendig form, aktiverer voldsomme, voldsomme smerter pga vinklen med foden. Min manglende storetå gør at jeg hele tiden skal lede efter andre dele af foden at sætte af med når jeg går, hvilket vrider benet og i forlængelse ryggen.

Det værste er dog blikkene..

Ser du, det har nemlig en psykologisk effekt når man vakler afsted, konstant i ubalance. Ikke så meget når jeg går alene, men så sandelig når andre mennesker ser mig. Nogle peger og griner (børn), nogle skuler hånligt (mænd) og mange ser ud som om de væmmes (kvinder). Det kan selvfølgelig også skyldes min Rosacea Dermititis, en uhelbredelig hudsygdom der siges at "brænde ud", altså gå væk, efter en 10 år i gennemsnit. Jeg har haft det i ca. 12 år, og det er langt mildere end tidligere, men er der stadig.

Nå, men hey, i dag var en god dag! Eller, en forvirrende en, som sagt. Jeg har ikke skrevet "dagbog"/blog herinde i noget tid, men det er rart at føre denne monolog. Når jeg skriver her har jeg ingen krav til mig selv, og jeg læser ikke selv hvad jeg har skrevet efterfølgende - altså lige efter at jeg er færdig med at skrive. Senere hen læser jeg måske egne dagbøger, omend jeg har det med at blive skræmt over hvor meget vrøvl jeg får fyret af. Men;

Dette er et kreativt frirum hvor jeg ikke forventer respons, på trods af at jeg får mere respons på disse dagbøger end på tekster; skønne breve som jeg lover at forsøge at svare på når overskuddet er til det. Er du en af dem der har skrevet til mig håber jeg at disse ord er med til gøre at du ikke tager det personligt hvis jeg ikke svarer dig - altså, der sker meget i mit liv lige nu, selvfølgelig meget mere end der er plads til at beskrive her. Eller, for kedeligt til at beskrive her ;-)

Tusind tak for at læse hertil og for evt. at have læst andet fra mit forvirrede hoved, og står du i en lignende situation og har spørgsmål eller svar, eller blot tanker du har lyst til altruistisk at dele, så har du min opmærksomhed omend jeg som sagt ikke kan love et svar.

Kh. Ansu

PS: Det gik for nylig op for mig i et pludselig øjebliks erkendelse, at de digte af andre der har rørt mig mest at læse næsten alle har været uden rim - omend jeg røres langt mere af musik end af digte, hvor rimene i tilfælde af sang eller rap jo næsten er et must, for rytmens skyld. Selvfølgelig er poesi, prosa-litteratur, kunst og musik vidt, vidt forskellige kalibre og rører på forskellig vis. Min pointe er at den pludselige erkendelse, måske foranlediget af en face-2-face snak med en anden digter for nylig (L***E), gav en lyst og nysgerrighed på at skrive flere digte uden rim. Noget som jeg ellers ikke har gjort meget i, fordi at det føles som at prutte og kalde stanken velduftende. I familien jeg voksede op i var "intellektuel" et skældsord.
Men da jeg var 14 år lånte jeg en af min fars bøger af Sigmund Freud, i et tidligt forsøg på selvterapi tror jeg. Jeg læste om begrebet Nødvendig Narcissisme, hvilket jeg på det kraftigste vil anbefale andre at læse om, da særligt af nyere forfattere end Freud. Kort sagt kan det oversættes til "for at elske andre må du elske dig selv", omend det er en grov oversimplificering af begrebet - desuden er narcissisme, også den nødvendige slags, en blanding af had og kærlighed. Jeg nævner det her, fordi jeg tror det reddede mit liv dengang - at få det ind i hovedet at ja, ego er farligt, men det er også en... muligvis en livsbetingelse som menneske, som homo sapiens. Muligvis. Egoet vil for mig altid være fjenden, det der forårsager min egen ulykke og som et ormehul i rummet suger alt til sig, med forvirring til følge.
Desværre opdagede andre på efterskolen jeg gik på at jeg læste Freud, dengang jeg først læste om Nødvendig Narcissisme, og alle var overbeviste om at jeg gjorde for at virke klog - de fleste troede vist jeg var retarderet fordi jeg var i chok over... mange ting, men da særligt at jeg lige inden skolestart hørte at jeg havde 50 % risiko for Huntingtons Sygdom. Måske var det også intentionen med at læse Freud og blive set gøre det, altså at de skulle tro at jeg var klog (hvilket jeg har utallige beviser for at jeg ikke er, bla. herinde (!)). Dét virkede ikke, men hey, hvis jeg nogensinde skulle møde nogen fra dengang, eller nogen som helst jeg har mødt i løbet af mit liv, så er den seneste tids begivenheder i hvert fald en påmindelse om at også jeg er i live; at også jeg er dynamisk og i forandring - og ikke statisk som et objekt; og at også en førtidspensionist åbenbart har noget at skulle sige, siden du læser dette. Tak.