Nu ved jeg godt at jeg var heldig med den milde grad af blodprop jeg havde, men det har alligevel sat tanker i gang. Hvis nu ikke at jeg havde været - hvad så! Hvis jeg var død - skulle jeg så begraves eller bisættes. Et lig kan bevæge sig op til et år i kisten pga. forrådnelse og middagsgæster. Ved kremation skrabes asken ud af ovnen, men det kan ikke undgås at der kommer lidt af tidl. kremering med i urnen. Når man er død, kan man jo være ligeglad. Men som levende er det nok en god ide at tage stilling - hvis ikke andet end for de efterladte. Vil tage en snak med Claus en af dagene. Der er et studie der viser at dødeligheden blandt psykiske syge er højere end gennemsnittet. Ved dog ikke om selvmord er medregnet, men tankevækkende er det da. Min bedstemor var som min far og jeg bipolar. Hun blev 81 år og min far 73 år. Men med min far er det svært at sige om han kunne havde blevet ældre. Alle de år med Parkinson, sled hårdt på kroppen. Men nu må vi se. Ingen kender dagen før den er omme.
Jeg har bestemt mig for at skrive et brev til Claus og børnene- hvis jeg nu skrider i svinget før dem! De skal vide hvad de har betydet for mig, og de ønsker jeg har for dem bagefter. Det kan måske godt virke lidt over dramatisk, men det har jeg det fint med! Grundet min alder er der flere der sætter træskoene. Har oplevet at ærgre mig over de spørgsmål jeg ikke fik stillet, eller det jeg ikke fik sagt. Den eneste gang jeg nåede det, var til min svigermor i England, da hun var på hospits. Der fik jeg sagt hvor glad jeg var for hende, og at hun havde betydet meget for mig. Hun blev i situationen lidt forvirret, men jeg ved hun havde det på samme måde.

Nu vil jeg tage min levende krop og gå en tur med Emma