Hej dagbog, - i dag var jeg hjemme ved min far, da min mors krop blev lagt i kisten. Min bror gik ovenpå, han ville ikke se det. Hvem vil det, - men min sorg er anderledes. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev der, - men da jeg blev der, ville min far heller ikke gå op oven på. Så jeg støttede ham lidt. Døden er aldrig pæn, men det blev en lettelse for min mor på hendes sidste dag. Hun har som sagt altid været der for mig, - så, måske var det af pligt overfor min mor.

Min mors veninde var der også, - og jeg fik sagt det, som jeg skulle sige til hende! Jeg fik sagt, at min mor regnde hende mere som hendes familie, end hendes brødre og søskende. Jeg fik sagt til hende, at mor havde været glad for, at hun havde klippet hende på hendes sidste dage. Mor var nemlig ked af, at hendes hår var blevet grimt, efter kemo og ikke at kunne gå til frisør. Det er ikke altid, at vi mennesker er gode til at påskønne hinanden direkte face to face..Min hjerne køre konstant! Det gør at jeg tit får sagt det, der skal siges.

Som da jeg tog et billede af min mor dagen før hun skulle klippes skaldet, og et billede efter da hun havde fået en paryk. Det gjorde, at jeg kunne vise min mor, at hendes nye paryk faktisk var ret tæt på hendes normale hår. Da hun fik andet kemo, kom håret så tilbage.. Men det blev aldrig så pænt igen.

Da vi regnede med, at mor skulle dø den aften..og vi stod omkring hende, - sagde hun, "hvorfor står i alle her?" - Der var jeg også hurtig til at sige "fordi vi alle holder af dig" - Det var det perfekte svar.. Ingen af de andre sagde noget til det spørgsmål.. selv om vi nok alle tænkte "fordi du er ved at dø" - og derfor ikke kunne svare som jeg kunne.. Mit svar var af kærlighed, - det andet ville ha skabt angst.

Bede manden prøvede med noget religion, men det kom han ikke lagt med.. Ingen der var der, var til fadervor. Min mor var ikke troende på nogen guder, - min mor var mere "det ved jeg ikke, og lad folk tro hvad de vil, - blandet med hendes, - Det er fordi folk er bange for at dø, at de tror"

Hun hader dødsannoncer der siger noget med " den og den er stille gået bort" - man skal ikke skrive at hun er gået bort, nej.. hun er død! - Jeg har foreslået, at man skriver "har fået fred" på hendes dødsannonce.

Min mor kunne som sagt også godt lide sangen " Giv mig en blomst mens jeg lever" Dette var et princip jeg lærte af hende. Det gjorde at jeg næsten gav min mor et kram hver dag, at jeg kom med en lille ting til hende engang imellem.. aldrig på morsdag, - for det er en aflads dag, for dem der ikke påtænker deres mødre alle andre dage i året. og jeg har ikke brug for aflad! Min mor holdte af mig, som jeg holdte af hende. Jeg græder måske mindre end de andre, - selv om jeg hulker mere når jeg er alene. Det at se andre græde, er ikke så godt.. samt, - husker jeg på, at mor ikke ville ha vi græd.. at det var bedre, at sørge for, at hun havde det godt imens hun var der..

Min mor ville brændes og det bliver hun.. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville ha valgt det for hende, hvis jeg måtte bestemme..Jeg var med til at vælge hendes urne den anden dag. En vinrød.. hendes briller var den farve, og de hatte jeg kom med var den farve,.. hendes natkjole.. - osv, Jeg er sikker på, at hun elskede den farve..men også, at det ikke betød noget hvad vi valgte..for hun var ligeglad.

En anden ting jeg ikke bryder mig om, er at man havde lagt de blomster i hendes hænder! jeg ved hun ville sige "HVAD FANDEN SKAL JEG MED DEM NU?!" Men de er der for de andres skyld. Mor elskede blomster..at se på dem, og fuglende i haven.. Dem gav hun nødder osv..så der var et liv i haven..

Jeg var med til at bære kisten ud, - men jeg kunne altså ikke sætte skruer i den, som afslutning.. fuck det! Det måtte bedemanden selv gøre.. Jeg kunne være der, men låg og skruer var en tand for meget.