Kære Erik

Nu er det i morgen du har været væk fra os i tre måneder. Tiden er gået utrolig stærkt. Det er slet ikke til at forstå at der er gået så lang tid allerede. Mor er ved at få det lidt bedre tror jeg. Det har hjulpet hende meget at gå til psykolog. Jeg får måske snart et ekstra job som støtteperson, men det skal lige op og vende på kommunen først. Det kan jo godt tage sin tid. Frank har det ok, han er ikke meget for at tale om alt det der er sket, han finder hurtigt på noget andet at lave i stedet for, han siger at det stadig gør alt for ondt at tænke på.
Jens og mig har det godt, jeg synes engang i mellem jeg kan mærke at du er hos os, men det kan da godt være at jeg er lidt tosset. Vi taler meget om at flytte ud i det der hus i ringsted som dig og mor var med ude og se på. Det der hvor vi så prøvehuset. Men kun i lejeboligen. Det er billigere i det lange løb fordi der ikke er alle de der ejendomsskatter og sådan. Men nu ser vi hvad der sker. Hvor er det mærkeligt at sidde her og skrive dette brev, for jeg ved godt inderst inde at du ikke får det at se, men alligevel kan jeg ikke lade være med at skrive. Jeg har også været inde på mindet.dk og tænde et lys for dig idag. Det gør jeg engang i mellem, jeg synes det giver lidt tryghed i og med jeg derinde kan skrive lidt til dig. Jeg ville sådan ønske at det ikke var dig alt det her var gået ud over, jeg kender mennesker som jeg hellere havde undværet. Og jeg ved også godt at du ikke vil have at jeg siger sådan om andre mennesker, men det er virkelig sådan jeg har det. Jeg er godt klar over at dit største ønske var at vi skulle blive ved med at tænke positivt og alt det der. Men jeg må indrømme at jeg i hvert fald et par gange om ugen stadig er meget ked af det. Når vi nogle gange er inde og besøge mor, så sidder jeg i den ende af stuen hvor du altid sad, og jeg venter på at du kommer ind af døren og laver fis med os som du plejer. Men det sker ikke. Jeg ved det godt, men jeg har svært ved at acceptere det endnu. Måske ville det være nemmere ikke at tænke så meget over det, men jeg kan ikke lade være.
Jens og mig har sat dit billede fra passet op på købmandsdisken med lys ved. De er tændt stort set hver dag, men jeg har fået lidt svært ved at tænde dem, jeg kan ikke rigtig få mig selv til det fordi jeg ved at hver gang jeg gør det så bliver jeg mindet om at du ikke er her mere. Og det gør ondt. Jeg lader Jens tænde dem som regel, og så sørger jeg for at slukke dem og sige sov godt hver aften. Det gjorde jeg også d. 9 oktober sidste år, og de ord er nu meget betydningsfulde for mig, for jeg håber inderligt at du har godt der hvor du er nu. Jeg tror hellere at jeg må slutte med at skrive nu, det bliver for hårdt at fortsætte, jeg skal nok komme ind og skrive til dig igen, og jeg skal nok tænde lys på mindet.dk når jeg lige er der forbi.

Hav det rigtig godt Erik, jeg savner dig helt ufatteligt, og jeg håber bare at jeg snart kan komme lidt videre så det ikke vil være lige så hårdt at skrive til dig.

Vi ses en dag det ved jeg , indtil da må du have det rigtig godt.

Knus og kram fra Tulle.