Så er der snart gået et år......

Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
6 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
3 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
12 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
11 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
9 år siden
Problemer?
EmmaBechh
10 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
9 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
11 år siden
Påske
Hanna Fink (...
8 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
12 år siden
Nyt år
Martin Micha...
4 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
8 år siden
håb
Halina Abram...
6 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
12 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
9 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
11 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
9 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
køb Bananer
Ruth Christe...
7 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
6 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
10 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
7 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
11 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
7 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
8 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
if Vejhjælp
David Hansen...
1 måned, 19 dage siden
Positivitet?
Luna Mø
7 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
9 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
9 år siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
10 år siden
Så er det snart ved at være et år siden vi fik beskeden om at min stedfar havde fået cancer. På søndag er det præcis et år siden telefonen ringede og min mor var i den anden ende.
Det er meget hårdt at tænke på, at der er gået så lang tid. Og det er endnu værre at indrømme at jeg stadig meget ofte græder om aftenen. Jeg skrev dagbog ( hjemme ) i forgårs, og der må jeg indrømme at jeg brød helt sammen mens jeg skrev.
Jeg savner ham så utrolig meget. Jeg føler lidt at det er kun er mig der ikke er kommet helt videre. Både min mor og min bror virker som om alting er bare er som det skal være.
Jeg mangler virkelig meget Erik i min hverdag, og jeg ved at jeg ikke bare kan ringe til ham når jeg synes jeg har brug for det.
Jeg hader at jeg stadig bliver ked af det, og jeg kan ikke fordrage at jeg faktisk nogle gange kan være sur over at de andre er kommet videre så hurtigt.
Man kan da ikke bare glemme en persons tilstedeværelse så hurtigt!!!!!

Jeg bryder mig ikke om den tanke at jeg snart skal genopleve datoen for hans død. Jeg er ikke klar over om jeg vil have det rigtig dårligt denne dag.

jeg ved at når jeg vågner på søndag vil det være det første jeg tænker på. og jeg ved at jeg vil græde meget igen.
Hvorfor er det lige at det har taget så lang tid????? Jeg har jo ikke bare gået i min egen lille verden og ikke levet livet!
Jeg har prøvet at klare alle de ting som jeg normalt ville have spurgt ham til råds om, på en anden måde. Men jeg kan alligevel mærke at jeg ikke er kommet helt så langt som de andre er.
Hvorfor er det på den måde???
er jeg specielt langsom hvad det angår???
Og hvordan får jeg mig selv til at komme videre???
jeg gad godt at tale med andre som har oplevet at miste en "far" på samme måde som jeg har, men jeg kan ikke finde nogle steder på nettet hvor jeg kan det. Og jeg har undersøgt mange steder. På kræftens bekæmpelse skal man have oplevet det på nærmeste vis før man kan komme i betragtning til deres chat.

Jeg har tit tænkt på om det måske var forkert af mig at være der den dag han døde??? Kunne jeg måske være kommet hurtigere videre hvis jeg ikke havde været der hele den nat????
Kunne jeg være kommet videre hvis jeg ikke havde set ham trække vejret den sidste gang?? Havde det været bedre hvis jeg ikke havde sat mig ind til ham alene og talt til ham, da han havde udåndet for sidste gang?????

Jeg har tusind spørgsmål, og jeg ved ikke hvor jeg skal finde svaret. Jeg føler ikke jeg kan tale med min mor om det. hun er videre i sit liv og det skal jeg ikke bremse hende i. Jeg ville godt have talt med min bror om det, men jeg tror faktisk at han ikke har lyst til det. han har det bedst uden at tale for meget om sådanne ting.
Jeg har prøvet en gang i mellem at tale med min mand om det, men når jeg bliver ked af det ved han ikke hvad han skla stille op, og så er det svært at fortsætte samtalen. for jeg kan ikke tale om det uden stadig at blive meget ked af det.
Jeg ville ønske at jeg havde ligeså nemt ved at komme videre som alle de andre. eller ihvert fald være ligeså god til at skjule det.
Jeg ville ønske at det aldrig var sket, så jeg aldrig havde behøvet at tænke på det. Jeg ved jo godt at de ikke vil leve forevigt, men at han skulle dø fra os i en alder af 56 år er helt forrykt. Jeg er "kun" 26 år og jeg synes ikke jeg skal miste en forældre allerede. Han var måske ikke min biologiske far, men han var der altid for mig, og han støttede mig altid i de valg jeg tog i mit liv, uanset om det var godt eller dårligt. Min familie som ejg havde lært at kende så godt, blev pludselig splittet helt op igen. Pludselig var alt det trygge og velkendte væk. Og man kunne ikke længere se at vi havde været en familie der passede på hinanden, og sørgede for at holde sammen på trods af alt hvad der nu måtte komme i vejen for os.
Det er ligeosm om at livet mistede en hel masse mening da Erik døde fra os. Som om at himlen blev helt sort i en kort periode, og nu prøver at komme tilbage til sn klare blå farve igen. Måske er man også bare lidt for følsom hvad alle de ting angår, men jeg føler virkelig at jeg er bagud i denne helingsprocess i forhold til alle andre i min familie. Måske skal jeg bare endnu en gang tage mig selv i nakken og sige at jeg skal lade være med at være så pylret, og komme videre, men det har jo ikke hjulpet før.

Hmmmm uanset hvad tror jeg det er på tide at komme iseng. Klokken er blevet halv sent, og jeg ville bare lige ind og skrive lidt, men det blev nu til en hel stil i stedet for.
Sov godt til jer alle.

Kære Erik

Jeg savner dig.
Jg håber du kan fornemme der hvor du er, at du stadig er elsket og savnet her i mit hjerte.

Knus fra
Tulle.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Så er der snart gået et år...... er publiceret 27/08-2004 00:37 af Bettina Andersen (mohia).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.