ved at være her endnu.
Og det sætter den edderma´me ikke pris på, kan jeg hilse og sige.

Derfor hævner den sig grusomt ved at fylde mit sind med frustrationer, vrede, sorg og en total følelse af desillusion.
Fra starten var disse følelser ellers rettet udad, men som tiden går og jeg #¤&”#¤%)%¤ er her endnu, kan jeg mærke, at den lige så stille drejer skytset imod mig selv. Jeg er så dybt forarget over min egen opførsel, at I tror, at det er løgn.
Jeg skumler rundt og må på det nærmeste begå vold imod mig selv for ikke at være et konstant spydigt, sarkastisk og p****-irriterende indslag i debatterne (den er smuttet en enkelt gang, hvilket jeg undskylder). Folk tænker over, hvordan vi mon ville behandle rumvæsner, hvis de kom hertil og var i stand til at kommunikere.

DET VED JEG GODT!!!!

Med en lettere omskrivning af H.C Andersen, så skal alle, der er aparte, kanøfles og det kan kun gå for langsomt.
Ret ind efter geleddet eller forsvind!
Naturligvis er vi åbne, tolerante og i stand til at rumme hvad som helst … vi ER jo da trods alt intelligente mennesker og har overskud til at bære over med folks særhed. Sådan ER kunstnere. Det ved vi da.
Altså hvis du lige vil have den godhed at være anderledes på VORES måde.

I min verden er der altså plads til, at man også kan være anderledes på andre måder end min. Og heldigvis for det, for ellers ville min verden være et forbløffende tomt sted!
Og til de, der endnu ikke er gået videre:

Ovenstående udbrud er faktisk møntet på mig selv.
Ikke, fordi jeg synes, at jeg har gjort mig skyldig i intolerance eller lignende, men fordi når det kommer til stykket, så står jeg alligevel ikke ved mine meninger. Som en klog kvinde herinde sagde: ”Er vi villige til at undvære Fyldepennen for vores holdningers skyld?”

Jeg ved det faktisk ikke.
Jeg er her jo endnu med en eller anden svag undskyldning om, at jeg jo kun rammer mig selv ved at forsvinde. For helt ærligt; hvis jeg skrider … WHO GIVES A F***?
Mange siger, at det gør DE, hvilket jeg også tror på, men i sidste ende … det vil kun ramme mig selv.
På den anden side ville min retfærdighedssans og samvittighed måske give mig fred og i stedet lade mig pudse min glorie.
Om dette er bedre end alle de fordele og glæder, jeg finder herinde, spekulerer jeg stadig over og imens går tiden og der løber vand under broen og …

Hvis jeg ikke bliver smidt ud for dette indlæg (DET ville overraske mig, selv om jeg faktisk er lidt i tvivl om, om det er i strid med retningslinierne), er jeg her sgu´ nok endnu i 2005, men så har jeg da lært en interessant lektion om mig selv og min moral, som jeg egentlig godt kunne have undværet.

Mvh
Eddie

P.S Jeg vil være John Mogensen.