17 år siden

et stort hul?

skulderklap
Jette Peters...
5 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
5 år siden
Fuffy til 100-årsfødselsd...
Michala Esch...
11 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
7 år siden
Påske
Hanna Fink (...
5 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
7 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
7 år siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
7 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
6 år siden
Gud taler til alle
Salomon
6 år siden
Jeg har skrevet en bog
Anastasia
3 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
7 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
4 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
2 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
7 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
4 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
8 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
9 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
4 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
5 år siden
Pause
Hanna Fink (...
7 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
5 år siden
Israel
Salomon
6 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
7 måneder, 27 dage siden
Gladiator skrivekursus?
Ida Hansen (...
3 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
7 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
6 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
5 år siden
Fjerde bog færdig, femte ...
JesperSB
5 måneder siden
Ophold
Hanna Fink (...
4 år siden
Life could be simple...
Michala Esch...
4 år siden
Jeg har svært ved at lukke mennesker ind i mit liv. Jeg vil gerne dele alle de gode ting, men når jeg er ked af det, er nede i et hul, så kan jeg ikke dele det. Er så bange for, at når mine nærmeste ser mine sorte huller, så vil de ikke kunne lide, det de ser. Er nogle gange bange for, at jeg kun indeholder et stort stor hul, at jeg ingen sjæl har, og det vil folk opdage, hvis de for lov at se for dybt ind. Jeg er heldigvis blevet lidt bedre til det. Og de mennesker, der kender lidt til mine huller, har da ikke vendt mig ryggen.

Jeg har altid være glad udad til. Har været den slags, der altid er gang i – den der altid skaber sjov omkring sig. Underholdningsklovnen. Og den rolle kan jeg godt lide, for det er også mig. Jeg ER sjov og ballade.

Men lige under overfladen har tårerne og de dybe tanker luret. Jeg kunne være så sjov og glad hele dagen i skolen, men når jeg cyklede hjem, måtte jeg ofte kæmpe en brav kamp for at holde tårerne tilbage, for så at falde grædende om på gulvet, med det samme jeg trådte ind af døren. Uden faktisk at vide hvorfor jeg havde det sådan.

Da jeg gik på handelsskole havde jeg det sådan, at jeg ikke kunne fungere, hvis jeg ikke græd én gang om dagen. Så kunne min verden ikke hænge sammen. Tårer var så forløsende for mig – de gav mig luft. Så det gjorde altid om aftenen. Sådan var det i de tre år der.

Senere, da jeg startede på seminariet, blev det helt omvendt. Jeg var kold. Kunne ikke føle noget som helts. Jeg begav mig aldrig udenfor døren, andet end for at komme i skole, og for at handle det mest nødvendige ind. Jeg omgav mig ikke med folk. Jeg ville gerne græde, men jeg kunne ikke mere. Jeg havde ikke flere tårer at give af. Jeg opbrugt dem alle sammen. Film, der altid havde kunnet få mig til græde, sagde mig intet. Jeg var stone face. Jeg følte ingen form for glæde ved noget –men jeg følte mig heller ikke ked af det. Jeg følte ingen ting. Jeg VAR ingen ting.

Heldigvis vendte det. Efter et halvt år på seminariet blev jeg mit glade selv igen. Jeg har stadig mine huller og mine dystre tanker, men der længere imellem at de popper op. Og jeg er som sagt også blevet bedre til at lukke mennesker ind. Jeg har altid haft mange venner. Og jeg har rigtig mange nære venner. Jeg er utrolig privilegeret på det punkt.

Jeg kan dog godt mærke, at når det kommer til min kæreste, så er jeg lidt mere forbeholden overfor at lukke ham helt ind. – at lade ham kende mig, og give ham alt af mig. Men han er også min første kæreste. Jeg har aldrig før i mit liv haft plads til en kæreste. Det var jeg alt for meget et kaos inden i til at kunne. Jeg havde så mange ting, jeg skulle finde ud af – så mange ting, der skulle accepteres, at sådan var det bare for mig. Sådan havde mit liv bare været. At de vigtigste voksenpersoner i mit liv i min barndom, min mor og min lærer fra 1-7, bare ikke kunne lide mig. De havde stemplet mig som en dårlig person. Jeg måtte lære mig selv, at det ikke bestemte mig som person. Det tog mig lang tid, og det er til stadig en kamp for mig. Der skete så mange ting for mig, der fortalte mig, at jeg ikke var noget værd. Men det er jeg. Men det var FANDEME svært at indse – det strider jo i mod alt, hvad jeg har oplevet.

Men jeg skal lære at tage chancen. Jeg kan ikke gå rundt hele livet, uden at lade nogen se ind i mig. Der gemmer sig jo uanede mængder af gode egenskaber derinde. Jeg skal lære, at de dårlige også er der, men at det i orden. Der er ingen mennesker, der ikke har en bagage med sig. Alle indeholder gode og dårlige aspekter – og det ved vi alle, og egentlig så kender jeg jo ingen mennesker, der ikke er villige til at tage det dårlige med, for det gode opvejer det mange gange.

Jeg har en tanke om, at jeg skal gøre ting 100 gange bedre end alle mulige andre, ellers er jeg ikke god nok, og jeg har så meget, jeg mener, jeg skal bevise. Men jeg skal lære at slappe af. Jeg kan ikke gøre tingene 100 gange bedre end alle andre. Det er et gavaldigt pres at ligge på sig selv, og det hører ingen steder hjemme. Det kan være svært at forene sig med sin fortid. Heldigvis er jeg faktisk kommet et langt stykke vej. Og jeg ved, at jeg på mine 26 år, har lært meget mere om livet end mange af mine venner. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg ikke havde behøvet at lære det så tidligt i livet.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget et stort hul? er publiceret 05/02-2005 10:25 af hemo.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.