Det var den mest underlige oplevelse. Mødte ham for to år siden. Dengang havde vi begge kærester. Vi havde en sjov dag på bagerste række, som jeg ikke lagde noget i, før jeg mødte ham igen et halvt år senere. Jeg kunne ikke undgå at føle noget. Jeg mødte ham ikke siden, eller der gik et år, før jeg gjorde. Og der var det en morgen i metroen, hvor jeg ikke kunne få mig selv til at sige hej. Og ugen efter på gaden. Jeg turde aldrig.

Og her er jeg så på Roskilde Festival. Og jeg går forbi ham - og ænser først bagefter, at det er ham. Og jeg leder efter ham - og finder ham, men tør ikke sige noget, så min veninde snakker med ham og får hans nummer til mig. Så bliver det ikke mere gymnasieagtigt - han synes nu, at det var meget sødt.

Og så mødes vi. Ude foran et telt. Og han virker overrasket over at se mig. Og pludselig er fire timer gået. Han har lige været gennem et break up, han ikke er glad for, han er negativ, men kan alligevel ikke helt slippe mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for jeg vil jo gerne se ham noget mere. Og på en eller anden måde er det jo godt, at han i det mindste ikke har en kæreste. Han låner mig sin trøje, da jeg fryser. Han følger mig hjemad. Og jeg er på ironisk distance til det hele, fordi jeg ved, at han er blevet såret. Og fordi jeg er bange.

Bange for at synes om ham, når han nu er sårbar og ikke parat til at synes om mig. Jeg har ikke lyst til at være hans rebound.

Samtidig også bange for at slippe den drøm, jeg har haft om at møde ham.

Skal snart sove - og så se ham, når jeg vågner. Ved ikke, om jeg orker det. Han sagde selv, at han jo havde mit nummer. Jeg sagde, at jeg ikke var i landet de næste 6 uger, så måske vi bare skulle ses, når jeg var hjemme igen. Det gav ham lidt ro på. Jeg har jo ikke brug for at presse på.

Han er også kun 23. Samme alder som mig. Det havde jeg egentlig ikke forventet. Men jeg ved jo egentlig ikke, hvad jeg havde forventet - eller ikke forventet. Gad vide, om forventningens glæde er den bedste? Jeg stiller alt for mange spørgsmål. Flere, end livet kan bære. Ingen svar i sigte.

Solen er stået op nu. Det er stadig koldt, duggen faldt for en time siden. Sidder med min sovepose på nattevagt. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Det ved jeg nærmest aldrig. Har altid været så vant til at føle så meget - nu ved jeg bare ikke, hvad jeg føler. Og jeg har ikke lyst til at sove. Og jeg har ikke lyst til at vågne. Og det er sommer. Igen.