Puha...
Idag vil jeg ud med de tanker der har kørt hos mig et stykke tid, og de irriterer mig mere og mere for hver dag.

Nu er jeg snart nået dertil, hvor jeg har lysten til at skrige og opgive.
Nej, det er heldigvis ikke fysisk, men derimod..... ja, psykisk er det vel ikke engang rigtigt?

Jeg har et dejligt liv, en vidunderlig kæreste, lækker bolig osv....
Mic studerer, og alligevel sørger han for at have så meget tid sammen med mig som muligt [og nogle gange bruger han en hel aften med mig, og laver så lektier kl. lort om morgenen.. det skodderl idt synes jeg nogle gange].

Selvom vi har det dejligt, masser af tid og kærlighed, så er der lidt ting der gnaver i mig.

Jeg er led og ked af at bo hvor vi gør, led og ked af at han studerer...
Savner det at han er på arbejde, og så kommer hjem.
UFR...
Synes at 5 år endnu med skole, er så lang tid, at jeg ikke kan overskue det. Før jul var det ikke et problem for mig, men efter jul, så er det gået hen og har hængt langt ud af halsen på mig.

Før jul, så syntes jeg at 5 år, og SÅ ud i "det virkelige liv" igen. Ja, et godt stykke tid er det jo, men alligevel, så går årene så stærkt.

Nu, så er 5 år længe.. Jeg er 29 og han er 32, og først der kan vi finde en bolig, han kan finde et arbejde, og vi kan leve "rigtigt" igen.
5 år, hvor han vil få mere og mere travlt med lektierne, gruppearbejde, og hvor 1 hel dag uden skole er lig med STOR dag med kryds i kalenderen osv.

Åhhh hvor jeg hader det.
Elsker boligen, elsker mic, men synes det her f*****...
Og alligevel ved jeg, at det er nødt til at gå.
5 år på denne måde, og han har papirer på at han kan lave det, som han har gjort i en del år...
5 år....

Samtidig med de tanker og hele 5 år, så er der også tankerne om fremtiden...
Vil han stadig udenlands til den tid?
Ændrer jeg holdning, og vil væk fra lille danmark hvis det er der??

Ja, jeg er ikke blevet klogere af at skrive disse forvirrende sætninger...

Tror jeg smutter igen lidt, og vil tænke over det.
Vender frygteligt tilbage...

Annika