Snusede lidt rund i debatforummet her på siden.
Had! Sikke en skøn ting, bare den ikke rammer os selv! Det er så fantastisk nemt at hade, især hvis vi hader folk for onde ting de har begået mod os, Men hvad hulen er ondskab i en ond verden?
Vi lader denne skønne følelse gennemtære vores sind, vi slipper den ikke, ikke på vilkår!
Hvorfor skulle vi det? Du hader mig derfor må jeg hade dig!
I processen glemmer vi at elske, hvad hulen skal jeg elske for, i en ond verden?
Tilgivelse, hvad skal jeg med det?
Nej! Det kan jeg ikke, hvorfor skulle jeg?
Hvorfor skulle jeg tilgive personen der tilfældigt hadede mig? For han/hun elskede mig ikke!

Nu kan det tænkes at folk der læser min dagbog tænker sit, og det er da helt i orden :)
Men jeg er ikke mere underlig end jeg er, sådan er det bare.

Jeg ville så gerne i gang med at skrive igen, men det er som jeg mangler min muse, før kunne jeg på 15 minutter skrive en lille historie, i dag er jeg bare flad, men jeg har da et håb om at det nok skal komme igen.

I morgen skal jeg til min søsters 30 år fødselsdag, og der skal der drikkes siger min svoger, men som afholdsmand kan det godt blive et problem :)
Jeg bryder mig ærligt talt ikke om fulde menneskers selskab!