Det var overskriften på Jyllands Posten onsdag den 12. september 2001. Selvsamme avis, som nogle år senere skulle dumme sig noget så gevaldigt og skabe kolosal negativ omtale og trække trusler på nationenes folk i dets kølvand.

"Der var engang et lille land
der boed' en dronning med sin mand..." synger Shu-Bi-Dua på et af deres mange numre, omhandlende vort lille (førhen) fredelige land Danmark. Her ville man gerne bo og det vil man for så vidt stadig.
Hele ens børnelærdom og følelse af tryghed og nærvær er erstattet af frygt og usikkerhed.
Hvornår rammer terroren os?

Herude vestpå føler jeg mig dog mere sikker, end hvis jeg boede i hovedstaden eller andre større byer i Danmark.
Desværre fik jeg ret dengang, Vi går ikke ram forbi. Vi er for involverede i situationer rundt omkring i verden til, at vi kan føle os trygge og sikre.

Jeg er rystet over sidste uges nyhedsstorm. Først psykopaten, der lokkede de unge piger til porno og så mulig planlæggelse af terror herhjemme.
Søvnløse nætter fulgte.

På mange måder kan jeg slet ikke leve mig ind i alt det, der foregår, da jeg lever på "landet" og ikke mærker problemerne med folk fra ghettoen. Jeg kan gå ude om natten uden, at være bange for, at blive voldtaget eller det der er værre. Jeg stoler på alle i dette samfund. Kender naboerne og føler mig tryg ved, at lade mine børn opvokse her.
Dog er det storbyen vi stiler efter. Ikke Aalborg eller Esbjerg, men mindre og alt andet end dette her.
Jeg vil savne det. Savne at se 14 spor fra fly på himlen. Savne de mørke stjerneklare nætter, hvor man kan se Mælkevejens mange stjerner. Savne de smukke solnedgange over fjorden og udsigten til Cheminova og de 8 møller, Thyborøn og Harboøre.
Savne de værdier dette samfund bygger på, men forhåbentlig lære, at sætte pris på byens mange muligheder. Jeg er trods alt tidligere bymenneske.
Et roligt kvarter kan sagtens findes i byen.

Den 11. september 2001 var en tirsdag. Jeg var på arbejde. Havde vagt fra 7:30 - 12:30 på 8eren.
Jeg kan huske hvem, der var på arbejde den dag.
Jeg var 26 år og havde mistet min mor for knap 3 måneder siden, boede i en 2-værelses lejlighed med de da moderigtige gule farver og var nylig blevet single. Nød det delvis vilde liv, der dog var nedadgående på det tidspunkt. Havde en b-ven, KK, der var på Cypern i arbejdsmæssigt regi. Tror nok vi havde lavet "det sædvanlige" i weekenden dagene før. Altså siddende på fødderne og vippe op og ned på spidsen. B-job og snakken, der bekræftigede de feminine talenter.

Som så ofte, når jeg havde korte vagter, skulle jeg også have et par timer på øjet, da jeg kom hjem fra arbejde den dag.
Jeg var som så mange andre totalt uvidende om, hvilken verden, jeg ville vågne op til.
Jeg faldt hurtigt i søvn. Har ikke lige tjekket min dagbog, for jeg kan ikke huske om jeg drømte noget, der er værd, at berette om.
Tvet var tændt i stuen som så ofte før og stod på TvDanmark1 eller 2. Det hed det jo dengang.
Da jeg søvndrukkent bevægede mig ind i stuen ved 16-tiden (deromkring), blev jeg noget forundret over billedet på skærmen. Det viste en brændende bygning. Et højhus i flammer. Jeg tænkte straks kemikalieudslip eller lignende og spottede slet ikke, at det var fra New York. Troede det var fra Sydney eller andet sted i Australien. Jeg zappede rundt på de andre kanaler, kun for, at konstatere, at de alle sendte det samme. Det var live, ligesom på TVDanmark.
Det var ligesom da den engelske prinsesse døde, da var hendes portræt også, at finde på alle kanaler.
BBC, CNN og alle de danske og nordiske kanaler.
Jeg tjekkede teksttv og kunne se, at de store overskrift hed noget i stil med: "World Trade Center jævnet med jorden..."
Jeg var helt i chok. Hvad var det for en ulykke, der var tale om?
Jeg husker ikke, hvornår det gik op for mig, at der var tale om et terrorangreb. Det værst tænkelige terrorangreb i nyere tid. Jeg var fuldstændig i chok.
Ringede rundt til alle mulige, lagde beskeder på telefonsvarere og spurgte, hvad der dog skete.
Det var fuldstændig surrealistisk.
Det er en dag jeg vil huske altid. Det er nok noget af det, der har gjort størst indtryk på mig nogensinde.

Sidenhen er det blevet kendt blandt folkeslag verden over, at terroren er her og ingen kan vide sig sikker. Den civilie del af befolkningen er nu blevet mål for sindssyge ekstemister drevet af et dynasti af fanatistiske dimensioner.
Jeg mistede en god kammerat det år. Ikke pga terror, men følgerne derefter.
Det var ikke noget han ville gå og spekulere på i sin hverdag. Det fik ingen betydning for hans liv og opfattelse af verden. Noget i den stil, sagde han og jeg tabte alt for ham. Hele mit verdenssyn blev ændret. Alt er muligt. Alt kan lade sig gøre og det er bestemt ikke sidste gang. Måske blot en forsmag på, hvilke rædsler der venter os her i vesten...?