Så skete det igen. Vågner klam af sved, helt tæt på ham. Hans åndedræt er ganske stille og varmt, klamrer mig ind til ham, mens tårerne triller - og han vågner og presser mig endnu mere ind til sig, mens han nusser mig over håret og siger, at det bare var en drøm.

Og det var bare en drøm. Og det vidste jeg jo også næsten, mens jeg drømte, men alligevel ikke, for den smerte, jeg følte, da han forlod mig, var overvældende. Den virkelighedillusion, som drømmen skabte omkring mig, var alt for virkelig og alt for illusiv på én gang. Han gik. Vi pakkede kasser til at flytte, men så sagde han, at det ikke mere gik. Og så græd jeg, mens vi gik rundt i samme rum. Helt alene. Hver for sig, men sammen - eller sammen uden at være det.

Jeg hader de drømme, men de dukker op igen og igen. Den gennemsyrende angst for ikke at være god nok. Angsten, der starter de dage, hvor der er så meget at forholde sig til, at jeg ikke kan forholde mig til noget. De dage, jeg går i seng kl. 22 og sover med det samme. Trætheden og stressen tager over, angsten for at stå alene. Og så er det, jeg vågner varm og klam, helt tæt på ham, mens jeg ikke kan holde tårerne tilbage. Og vi har sex, fordi jeg ønsker at komme tæt på ham igen, overbevise mig selv om, at han er der for mig. Mærke ham og hans kærlighed.

Og jeg ved, det bare var en drøm. Jeg hader de drømme.