Jeg er perfektionist. Derved kan ikke slås tvivl. Jeg vil gøre alt i min magt, for at de to mennesker der lagde gener til min person, skal være stolte af resultatet. Det ser bare desværre ikke rigtig ud til at lykkedes. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gør alt hvad jeg kan. Jeg har skabt et liv, mit eget liv - og de mener ikke det er godt nok. At jeg har sigtet for lavt. Jeg værdsætter ikke det jeg får - som om jeg selv sørgede for/bad om at min cykel blev stjålet den nat. Jeg gør virkelig alt. Jeg prøver ihærdigt. Jeg ved ikke hvornår jeg lærer, at uanset hvad, så bliver det bare aldrig godt nok. Jeg tror aldrig jeg har set dem i øjnene og været overbevist om, at de var stolte. Sådan helt ind i hjertet. Det giver en dårlig smag i munden.