Adrhhh…jeg har det som om mit spiserør er knækket på midten og at den gulerod jeg spiste for en time siden, sidder på tværs og fast derinde. I det hele taget føles min indre organer som om de er pressede i alle mulige forkerte retninger. Mine ribben sidder i vejen for små fødder der losser der ud af og min blære ”aber sig” ved den mindste dråbe der kommer i den.

Ak og kommer-der-ikke-snart-ve! Nu vil jeg snart gerne føde den lille mosler. DER ER JO IKKE MERE PLADS TIL HAM FOR GUDS SKYLD og han lader til at vokse for hver time!!!

Måske skulle jeg få pakket den her ”taske” som alle spørger mig om hvorvidt jeg har parat. Men jeg ved ik helt hvad jeg skal putte i den. Tøj til mig? Der er jo masser af tid til at L kan komme med babytøjet og jeg aner jo ikke hvor stor han ender med at blive.

Ja jeg bliver sgu lidt bange. Her står jeg, et par uger før min nye rolle som MOR træder i kraft, og har ikke en skid forstand på hvad for en størrelse tøj jeg skal anskaffe til babyen, hvad for noget sæbe vasker man med og skal han have bleer til 4-6 kg eller 3-5 kg??? Men jeg holder mig til min tanke om, at alt det kommer i det tempo det skal.

Det er en vild vild verden den der.

Jeg er blevet rigtig snottet. Det stresser mig lidt at jeg ikke er på toppen, så i dag har jeg taget den foran flimmeren med kande-vis af te og tæpper.

L og jeg havde et lille sammenstød i går aftes. Jeg var rigtig sløj og havde brug for at han tog sig lidt af mig. Men da han kom hjem, virkede han tydeligvis helt ude af stand til at klare at jeg ikke var frisk. Dér så jeg hvor ”lovligt” det er blevet mellem os at HAN er nede, trist, dårlig osv…og hvor ”ulovligt” det er, hvis jeg ikke har overskud og er på toppen. Det ramte mig rigtig hårdt og jeg følte mig vildt såret. Jeg gik i seng og græd mig i søvn…jeg var sgu rasende. Hormonerne raser nok også en del for tiden.

Han fik tænkt over tingene og gav mig en uforbeholden undskyldning hertil morgen. Det har jeg aldrig oplevet før! Undskyldning eller ej, hvad som virkelig mærkede mig var, at han havde tænkt meget over aftenen og havde selv opdaget hvor tungt det kan være for mig altid at være den stærke. Han så selv hvor umulig det er for en opgave for mig og hvor forkert det er…

I eftermiddags kom han hjem med ”syge-blomster” og den flotteste søde halskæde med et lille specielt hjerte i. Han sagde at blomsterne var fordi jeg var sløj men at smykket var ét han ville ha’ givet mig længe. Det var sgu sødt af ham. Jeg følte mig speciel…

Jeg er træt nu. Ville ellers gerne ha’ skrevet lidt om det tværfaglige møde vi deltog ved i går men det må blive en anden dag.