Hvad er det med mænd?!?
Hvorfor skal de glo på den der uforskammede 'jeg er en hund med en fire meter lang tunge, der slæber efter mig hen ad jorden'-måde? Eller komme med upassende kommentarer. Hvorfor er det lige, de ikke kan nøjes med et smil eller et blink, hvis de er interesserede?! GRRR!!! Har faktisk kun oplevet én mand, der var i stand til at flirte på en charmerende: 'Jeg kan se, du har en kæreste, og det respekterer jeg, men du er stadig sød'-måde.

Har lagt mærke til flere underlige ting mht. det mærkelige ... øh, modsatte(!) køn. For det første: Når ens kæreste er i nærheden, bliver man ladt i fred, som befinder man sig på en slags helle. Men er han væk mere end to sekunder, er det åbenbart tilladt at de diskuterer én, som om man ikke kan høre dem. For nogen tid siden skulle Heino købe noget på tanken, og jeg ventede i bilen imens. Et samling CF'ere kom gående med Nettoposer nede fra byen og får øje på stakkels lille mig, der sidder dér uden kæreste. Og så begynder de ellers at diskutere. Først høres bare en sagte mumlen, men pludselig slår en stemme igennem: "Så lækker er hun altså heller ikke!" (Thank you! - Bite me, fireboy!!). Og så begynder de ellers at nævne point, som var jeg iført bikini og stiletter og vadende op og ned ad et podium. Man stiller sig sgu da ikke op og glor på folk, som er de aber i et bur!! Jeg tændte bilradioen for at slippe for kommentarerne og trak kasketten helt ned i panden. Er ekstremt neurotisk og HADER, når folk glor på mig. Falder som regel over mine egne ben eller andet, hvis nogen glor efter mig på gaden (har lige så lidt styr på min krop som Susan i "Desperate housewives") ... eller bliver bare totalt sikker på, jeg har verdens største bussemænd siddende på overlæben eller andet. Nå, så snart Heino nærmede sig, fik de meget travlt med at fortrække.

En anden besynderlig betragtning: Det er næsten udelukkende indvandrer, der glor efter mig. Er også flere gange blevet spurgt, hvor jeg er fra. Når jeg så svarer: "Bornholm", siger folk: "Jamen, hvor er du født?" "På et hospital ..." (Duh!!). "Jamen, hvorhenne?" "Æh, Hvidovre." "Jamen, hvor er dine forældre så fra?" "Hvidovre!". "Jamen ... altså oprindeligt ... altså, er du ... indvander?" (det er åbenbart et fy-ord for nogle). Så er der selvfølgelig de mere indiskrete. Da jeg var indlagt på Gråsten Gigthospital, var der en ældre herre, der plejede at kigge på mig på en skummel 'Er det dig, der huggede min mandelrand?'-måde, når vi stødte på hinanden; sådan lettere anklagende og vrissent. En dag jeg stod og ventede på elevatoren, kom han stavrende med sine krykker, og prikkede mig på overarmen med den ene - mens han stod længst muligt fra mig. "Er du perker?" spurgte han derefter, bare sådan lige. Sjældent har jeg følt mig så fornærmet, for hvad hvis jeg var 'perker'? Ville han have et problem med det?! Da han fandt ud af, den nærmeste familie var dansk (og tænk: Han forlangt ikke engang at se mit stamtræ!) og ligefrem hørte, men ene bror er lige så lys, som jeg er mørk, tøede han fuldstændig op og begyndte at ævle løs. Siden da vinkede han lystigt med krykkerne, hver gang han så mig i kantinen. Oh, thank you! Tænk, hvis han havde vist, der gemmer sig mere fremmedartede forfædre i familien.

Tror faktisk kun, jeg har fået én kommentar, der har fornærmet mig mere, nemlig: "Hvad så din fisse?!" Og det var trods alt en brandert, der var ude på ballade.

Fyre er sgu underlige ... men er kvinder i grunden bedre?