Mor kommer snart hjem igen. De bliver vist i landet i en måneds tid. Hvor jeg dog glæder mig og hvor vil jeg dog udnytte at hun er hjemme. Jeg tror at det vil være sundt, både for Emil og mig, at jeg får en lille puster i ny og næ. Dér vil han også være parat til et par timers adskillelse. Måske er han det allerede? Jeg ved ikke hvad der er normalt.

Hvidtøl! Hold kæft hvor er det sødt…jeg drikker én her til aften. Et gammelt husmoderråd.

Min økonomi er helt latterlig. Jeg har altid haft ret godt styr på budgettet og uden at prale (ej jeg praler), så har jeg næsten altid gået en ny måned i møde med plus på kontoen. Ikke denne gang. Når alle regninger er trukket, har jeg noget så latterligt som NUL KRONER tilbage på kontoen. Underligt jeg ikke er gået i panik. Jeg har vist ikke kræfter til at hidse mig op over det.

Men der er vel ikke tvivl om, hvor nødigt jeg end vil det, at Lars må hjælpe mig lidt. Selvom han jo ikke bor her mere, bliver han vist nødt til at bidrage lidt. Ville bare ønske jeg kunne klare den selv. Der er grænser for hvor meget ansvar jeg kan tage fra ham.

Når man så er på røven, så bliver man – forhåbentlig – mere kritisk overfor hvordan ens dadler bliver brugt.
Jeg var ude med søster i dag og vi bestilte noget mad på en cafe. Jeg valgte ”stedets salat” med kylling og fik…5 salatblade, 1 skive tomat, 5 tynde skiver tør kylling og 2 skiver kedeligt brød for 60 KRONER!!! Jeg gik op til servitricen;

”Undskyld, kan det her passe?” Jeg viste hende tallerknen.
”Hvad mener du?”
”Er det sådan den her salat plejer at se ud?” Smilede jeg venligt
”Jaaaa det er det” pippede hun så jeg fik helt ondt af hende.
”Men den koster 60 kroner! Der er jo ingenting”
”Hmmm, men det er sådan vi plejer at lave den” sagde hun nu, helt koksrød i hovedet.

Jeg fik ondt af hende og trak på skuldrene. Gik lidt slukøret tilbage til min højgravide søster, der prustede af arrigskab men alligevel følte sig for træt til at flå hovedet af ejeren.

Altså helt ærlig. Jeg får virkelig ENDNU mere lyst til at åbne mit eget sted, serverer god mad for pengene og IKKE tvinge mængden i bund eller prisen i vejret, blot fordi jeg får succes.

Hertil aften går jeg og spekulerer på, hvordan jeg skaber mig et liv UDEN bekymringer af den kaliber jeg har nu. En dejligt liv, en god tilværelse hvor jeg ikke skal slide i det som en træt mor der aldrig rigtig opnåede hvad hun ville.

Hvorfor også bo i byen? Hvorfor ikke finde sig en fed lille by at slå sig ned i…flytte i kollektiv, være mange om et feeeedt stort hus med kæmpe have, lave fælles-aften-spiser i ny og næ, hygge om sommeren, holde sammen, være sammen og have det rart. Få mere ”bo” for pengene end sølle nogle-og-fyrre km2 for 5000 bananer i en åndssvag storby!!!

Hvor er der hyggeligt at bo? Hvad med Slangerup? Er det ik’ et sted nordpå? Slangerup? Det lyder sgu da meget hyggeligt.