Var sammen med en barndomsveninde i går.
Hun er mild, sød, tænkende, privat, stille, og har en rejsende sjæl. Farer rundt i den vilde verden og har altid en spændende historie at fortælle. Men man skal vente tålmodigt på dem, for historierne er hendes og hun hviler i dem.
Jeg har nogle gange inviteret hende til sammenkomster med andre af mine venner. Hvis de overhovedet opdagede hendes eksistens, har deres eneste kommentar været, at hun var stille. Og det er hun. Det er ikke fordi hun er genert eller mangler tiltro til sig selv, for det er også med hende, at jeg ædrueligt har tumlet rundt og sunget ”hey hey, we’re the monkeys” med fuld skrue, og det er med hende, at jeg har taget et sæt bil-spillekort med i byen og udfordret og slået ethvert hankønsvæsen vi kom i nærheden af. (fantastisk score-trick, by the way) Og det er med hende, jeg skal til Irland, hvor vi helt klart skal overskride grænser og udfordre os selv på måder, mine mest udadvendte og tilsyneladende selvsikre veninder ikke ville overveje. Hun gemmer sin mangfoldighed inde i sig, og hun har ingen trang til at udbasunere sig selv eller sine historier.

På en aften som i går, hvor mit skrantende helbred gjorde at vi tilbragte tiden på sofaen med tæppe og te med honning – hygge hygge hygge – står min fortælletrang i skarp kontrast til hendes væremåde. Jeg kan næsten have lyst til at ringe til hende nu, og undskylde for at jeg sikkert snakkede et øre af hende. Hun har denne effekt på mig. Jeg er selv et meget privat menneske, men det er blevet kombineret med et udadvendt væsen og ”gennemslagskraft” kan man måske kalde det. Jeg er dog allermest lyttende. Allermest analyserende. Men når jeg er sammen med folk der også er lyttere (som min veninde i går) er det som om, jeg ikke helt kan styre det. Jeg blabrer løs om alverdens ligegyldigheder og kan bagefter tænke ”hvorfor sagde jeg nu det???”.

Så det kan jeg så bruge denne stille lørdag til at analysere.

Tager ud til havet nu. Jeg trænger til at blive blæst igennem og mærke livet.
God weekend, R.