15 år siden

Frøken er ikke på landkortet

Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
7 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
11 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
7 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
4 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
15 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
11 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
10 år siden
Et digt
Peter Munk (...
9 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
10 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
9 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
7 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
15 år siden
Op på den hest!
Bastian
11 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
8 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
10 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
9 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
5 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
6 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
7 år siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
10 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
6 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
9 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
9 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
8 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
7 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
10 år siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
10 år siden
Drømme
Salomon
8 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
8 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
7 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
10 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
8 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
8 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
10 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
8 år siden
Kender I juletræsscenen fra Fanny og Alexander i starten af filmen?

Det er vist min moders ypperste mål for et hjem, og det matcher sgu også overraskende tit.

Igår, da jeg kom, var der ikke bare mor, far, hund, nevøer, søster, søsters mand, søster og søsters kæreste, der var også lige de der af mine forældres gamle gode venner. Den store rødskæggede vildbasse, med den kloge kone.

Og når man er sammen med dem og mine forældre, så bliver der skyllet rødvin ned, og væsentlige ting i livet bliver vend og drejet i offentligt sandhedssigende kærlig forum. Kærlighed er helt sikkert nøglen bag det hele, men der sker så mange ting undervejs... og om man vil det eller ej, ender følelserne med at hænge på ydersiden.

Det tager røven på mig hver gang, at jeg kan ende med at tude herude i løbet af fem sek. Imodsætning til søstre og moder, er jeg hende der ikke viser det, men kommer tilbage fra toilettet med 'høfeber'. De andre græder bare, der hvor de er, midt i samtalerne, som når man er til psykolog og snakker videre gennem tårene. Vi er sgu en mærkelig familie.

Jeg kan udemærket godt gennemskue, hvad der sker. Jeg er bare ked af ikke at få plads. Og så giver det ikke mening at græde som en del af sammenhængen. I vores familie taler man nemmelig sjældent om faglighed, eller ting væk fra det nære. Det der bliver vendt er børneopdragelse, forhold til kærester, til venner eller til kolleger.... Det er forhold. Og frøken er i denne sammenhæng ikke eksisterende, jeg findes ikke på landkortet.

Sådan en aften som igår, eksisterer jeg simpelthen ikke som menneske, men kun som ironisk kommentator. Søsters nye kæreste, hendes tvivl og problemer osv. bliver vendt (det har af en eller anden årsag aldrig været et problem at mændende - far/søstres kærester - skulle høre sig selv omtalt i tredjeperson om utroligt prekære emner), og storesøster og hendes opdragelse af hendes ældste søn, som ikke trives så godt i børnehaven blev også vendt i mange timer. Men jeg, jeg indgår ikke i nævneværdige forhold til noget menneske, så jeg findes ikke.

Jeg er ikke dummere, end at jeg godt kan se, at jeg bliver ked af det, fordi jeg ikke får opmærksomhed. Viser det ikke.... deltager og griner og kommenterer interesseret. Hånden på hjertet. Jeg elsker det rum, der er .... det er så, betydningsfuldt. Men det føles hårdt, slet ikke at være den, der er på et øjeblik. Latterligt. Jeg er i virkeligheden heller ikke god til det.

Jeg elskede at have J med i de sammenhænge, fordi han er ret styrende i samtaler og enten deltog på kraftig dømmende vis, eller tog samtalerne i en helt anden retning. Han hadede, den måde der bliver snakket om folk på, uden at de deltager... svage mænd... men dog mest fordi, de (vi taler her fader og søstres kærester) deltager lidt for passivt. J fyldte på samme måde, som mors rødhårede vildbasse ven. Men nu er J død og borte. Sådan er det.

Da jeg havde haft høfeber på badeværelset en lille rum tid, skulle jeg i seng - og var blevet degraderet til Flinkes værelse, som det hedder efter en gammel familieonkel. Her sov jeg engang altid, og elskede det. Igår hadede jeg det. Har ikke villet sove her efter J, men nu er huset for fuld til at jeg kan være andre steder og så må jeg krybe ind i det lille smalle rum. Her er hyggeligt... smadder hyggeligt, det er ikke det. Det er status, der gør ondt.

Og så ville jeg ringe og snakke med J om det hele, følte mig så afsindigt ensom, midt i det hele. Jeg ved han ville forstå det. Han var som mig altid ambivalent i forhold til min families eksplosive adfærd. Elskede det og synes også det var drænende. Men han tog ikke telefoenen.

Og, her kommer det pinlige...så skrev jeg en sms til Mr. om jeg måtte ringe, og han ringede med det samme igen. Men, han har jo ikke en chance i sådan en sammenligning. Hvad fanden bilder jeg mig ind? Kunne jo heller ikke rigtigt tillade mig at, fortælle at størstedelen af sådan en sorg i aftes i virkeligheden skyldes savn af J. Jeg prøvede at fortælle det der med, at jeg ikke fandtes på landkortet... hvilket alle 33årige, der er glade for deres familier kender,.... men sandheden var, at jeg savnede J. Mr. var utroligt sød, og vi snakkede længe... måske han alligevel fornemmede. I Mr.'s familie ser de 'Klovn' og snakker om årsagerne til 1. verdenskrig... og så er han enebarn. Følelsen af pladsmangel er der vist ikke. J var afsindig efternøler... for ham var plads og opmærksomhed i familiesammenhænge vist nærmest klaustrofobisk.

Jeg er bare en lille bitte pige, der græder fordi ingen spørger til hendes liv.
Fuck det, at der sker spændende ting på arbejdet, og har bestået speciale.

Der er intet i mit liv, der er virkelig vigtigt. Tror egentlig ligepludselig jeg forstår, hvorfor forsynet og det hinsides altid har spillet en rolle for mig.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Frøken er ikke på landkortet er publiceret 12/04-2008 07:38 af Pletfrit Sind.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.