Langt om længe går det op for mig, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget. I dag klaskede en veninde det i fjæset på mig: ting, jeg har ignoreret i alle de år, fortalte hun mig om og gjorde mig klart, hvad det har betydet for min søn. Det var en særdeles brat opvågnen og jeg er stadig rystet.
Det er forbandet svært at efterlade manden i mit liv, men helt nødvendigt. Tingene ser altså anderledes ud, når man får virkelighedens briller på i stedet for at søbe i selvmedlidenhed.
Jeg har fornægtet ting for at bevare en "rigtig familie". Men alle andre har åbenbart set anderledes på dét, som jeg har troet var trygt og det bedste for børnene og mig.

Hurra for veninder, der tør sige deres mening...