Læste Mons's digt "Efter bruddet" til min morgenkaffe. Det satte en lavine af følelser i gang. Ved den sidste linje "Tak For Alt", gik det pludselig op for mig, at jeg nu ER skilt, ER alene, ER single og ER fortabt. Inderlig fortabt.
Bedst som jeg troede, at sårene begyndte at hele, springer de op igen. Men det er lidt pudsigt, for det er ikke min eksmand, jeg savner, men trygheden. Den skal, der har beskyttet mig gennem så mange år. Føler mig udsat, skrøbelig og ufattelig sårbar.
Men måske er det meget naturligt, at jeg stadig er ked af det. Flyttede jo i weekenden. Men jeg vil ikke have de følelser, vil ikke bære den her sorg mere. Men der er åbenbart ikke nogen vej udenom. Det gør så forbandet ondt at hive søm ud af hinanden, for nu at bruge Mons's udtryk. Tænker så tit, at jeg vil tilbage. Vil ind i hans favn, vil HJEM. Men Ronja åbnede lige mine øjne: "Du skal ikke gå tilbage fordi du er bange, men kun fordi det kan blive bedre" Og det kan det jo ikke. Men jeg kunne godt tænke mig en eller anden, der lige kunne holde livet for mig et lille øjeblik. For jeg vakler altså under sorgen lige nu.