Aldrig har noget gjort så ondt. Jeg ved, at jeg skal slippe og komme videre. Men jeg hænger fast. Alt gør ondt og jeg kan næsten ikke trække vejret. Gid det snart må holde op. I går kom eks-en med en bemærkning: jeg håber, du finder dig en rigtig rar fyr, der kan give dig al den kærlighed, jeg længere kan give dig. DET SIGER MAN BARE IKKE. Jeg brød fuldstændig sammen og han tog om mig. Han trykker på alle de knapper, han ved, gør mest ondt på mig. Han kan f.eks finde på at give mig et lille kys. eller kigge på mig med de der "dig-og-mig-for-altid"-øjne og sige, at han stadig elsker mig over alt i verden. Når jeg så spørger, om han vil spise med, er det pludselig for anstrengende at være sammen.
Jeg føler, jeg går til. Vi skal ikke ses mere, nej. Vi skal end ikke tale i telefon. Men jeg tror ikke, jeg kan klare denne omgang. Jeg føler, mit hjerte er slået helt i stykker og jeg kan ikke have nogen omkring mig. Jeg græder konstant og kan ikke forstå, at det ikke stopper. Jeg begynder at forstå dem, der tager livet af sig selv i sådan en proces.Ja, jeg har børnene, men kan ikke være en ordentlig mor,når jeg har det sådan. Jeg kunne ikke engang holde sammen på vores lille familie. Alt er måske nok lidt sort lige nu. Denne gang er anderledes. Jeg har helt mistet modet og synes ikke, noget som helst nytter noget. Jeg hulker og jeg må nogle gange sætte mig, for ikke at synke sammen. Det gør så ondt, at jeg ikke kan holde det ud. Skulle aldrig være taget med på den ferie.
Hvilken mor ødelægger familien, tuder hele tiden, har ikke overskud til andet end at lave mad og ordne tøj, smadrer hele sit eget og børnenes liv? Jeg gider ikke at lege med mere.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.