12 år siden

Hvad er mit våben?

Jeg er udgivet, woo!
Kianna Kitte...
2 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
6 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
6 år siden
16.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Depression...og jagten på...
Kianna Kitte...
3 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
5 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
6 år siden
AT forløb
Coleen
6 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
2 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
5 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
6 år siden
Fyldepennen og publicerin...
Kianna Kitte...
3 år siden
håb
Halina Abram...
2 år siden
STÅR PÅ EN SKILLEVEJ
ingelnielsen
7 år siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
1 år, 8 måneder siden
Boxning
Ida Hansen (...
2 år siden
Israel
Salomon
5 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
11 måneder, 15 dage siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
5 år siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
7 år siden
Op på den hest!
Bastian
8 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
4 år siden
Tanker
Luxuryline
5 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
5 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
7 år siden
I Galaksen og se Titanic ...
Kianna Kitte...
2 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
7 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
3 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
6 år siden
...
Kianna Kitte...
1 år, 6 måneder siden
Kære dagbog.

Måske skulle jeg døbe dig om til: årbog?
Der sker så meget i min verden, min lille bid af virkeligheden, at jeg ikke kan opsummere det, når der går så lang tid.
Men pyt, dagbog,du får lidt om dagen i dag og dagen i går.
Jeg sidder foran computeren (nå, det var ikke nogen overraskelse *g*). Jeg skulle egentlig skrive læserbreve til forskellige aviser, men jeg mangler de ord, jeg vil bruge - eller rettere, de er der, men de danser rundt i forvirrende sværme og vil ikke sætte sig sammen til noget brugbart.
Hvorfor vil jeg skrive læserbreve?
Jo, det er såmænd bare fordi jeg vil frelse verden. Ikke for andet.
først og fremmest vil jeg frelse min søn og hans lille familie fra den ondskab og manglende empati, der omklamrer dem, men hvordan? jeg vil kæmpe for dem, men hvad er mine våben?
Her burde jeg måske beskrive deres situation, men de ord, der skal til, er holdt op med at sværme blandt de andre ord. De sidder bare fast, som en stor knude i mave og svælg. Jeg er ikke helten i et eventyr eller en actionfilm, så jeg kan ikke skyde fjenderne ned eller hænge dem ved daggry. Heller ikke ved solnedgang. Og det ser vist heller ikke så pænt ud, den slags. Da det desuden strider mon mine grundlæggende principper (som måske snart er billigt til salg?) dropper jeg det.
Men hvad så? Pennen er stærkere end sværdet og pressen har amgt, har jeg ladet mig fortælle, men aviserne og de andre medier har mere travlt med at skrive om TV-udsendelser og kendtes ulykke (sommetider lykke), så næh - de gider da ikke bringe mine læserbreve.
Måske er de heller ikke godt formulerede?
Sommetider kan jeg skrive, så folk forstår det, andre gange åbenbart ikke. Eller ...
DEt lader til at det er det meste af samfundet, jeg er oppe imod, systemet, normerne og ligegyldigheden. Hvordan bekæmper man den slags.
Skriver læserbreve? Danner en forening? Går ind i politik?
Jo, men politikere kan ikek tage sig af enkeltsager - eller kan de? Ellers må man jo samle sagerne og finde fælles tendendser.
Jeg kan ikke lide det politiske og moralske klima her i landet. Nå ja, så kan jeg måske bare flytte?
Det gør jeg måske også! Synes måske bare, jeg er blevet for gammel - og landet er jo så pænt og rart, med sine flade landskaber og skiftende vejr. Og hønsene har fået fem glade, frække kyllinger, Høsten af kål, hindbær og sguas var heller ikke værst i år - og morgenfruerne vokser af regnvejr og strækker sig mod solen, når den i glimt viser sig. Blomsterkarsen er rar at tygge på og hunden får vist hår igen efter sin loppeeksem.
Så det ... vist er der da positive ting, men bag dem er der mørke skygger - kold og mørk tåge ryber gennem landet og jeg vil være med til at mane tågeskyerne bort.
I går snakkede jeg faktisk med en vaskeægte heks, men hun kan ikke gøre andet end mig: prøve at skrive, tale, spekulere på udveje, blive ved at være med i politik.
Vi skal finde en byrådskandidat. "M" er ved at trække sig p.g.a sygdom og vi andre nøler, for kan vi nu den slags. Vil nogen høre på os?
De fleste lader til at opfatte os som naive fjolser og jeg ved sgu ikke om jeg har gjort mig tilstrækkelig heldig bemærket til at få andet end min mors stemme - og hun bor forresten i en anden kommune.
Så hellere være med i regionalbestyrelsen. det må da være til at hitte ud af, men kan det påvirke noget? vil nogen lytte, føle, forstå og tænke?
Hidtil har jeg prøvet at skrive om mine visioner i opdigtede historier. Sådan kan jeg bedst formulere, hvad det er jeg mener. Hrm - og det går vist ikke særlig godt for tiden; i aftes forsøgte min ynglings romanperson (fra eget univers) at fortælle sin elskede, hvorfor det var så svært - og hans verden er altså en anden end min, end vores - og han har et sværd.
Hvad har jeg?
Flagrende visioner og trang til at påvirke andre,så vi kan redde verden.
- men det regner og de fleste har vist travlt med at lede efter sig selv?
Så jeg skriver en lille kommentar, læser lidt, skriver lidt, væver sikekrt for meget - og nu vil jeg havegryderne vasket op, for opvasken kan man vel få has på?

Pia

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvad er mit våben? er publiceret 04/09-2008 15:29 af Pia Hansen.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.