13 år siden

Vita non est vivere sed valere vita est.

En mission i livet
Salomon
6 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
2 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
5 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
5 år siden
Start?
Christian Ba...
7 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
6 år siden
Stemme
Halina Abram...
4 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
2 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
7 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
8 år siden
Tredje bog færdig
JesperSB
4 måneder, 12 dage siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
5 år siden
So many feelings on one t...
MysteriousGi...
9 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
5 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
2 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
7 år siden
håb
Halina Abram...
4 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
4 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
5 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
7 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
7 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
5 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
5 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
4 år siden
Hundetræning
Chellepigen
7 år siden
Kære dagbog,

Livet er mere end blot at være i live (Vita non est vivere sed valere vita est)
men lige nu virker det som om, at det er mit lod.

Jeg vil så gerne have mit liv tilbage, et dejligt "normalt" liv, hvor jeg står op,passer mit arbejde, elsker min mand og mine børn, køber ind, laver mad, trækker vejret.

En hverdag uden smerte, hvor jeg ikke skal føle dårlig samvittighed over, at være syg, så jeg ikke kan passe mit arbejde og min familie...

Fik mandet mig op igår, tog ind og fik taget blodprøver og hentet nye agregater til mit sondesystem.

Jeg klagede min nød på afdelingen, da jeg hentede dem, og sagde at jeg havde tudefremkaldende-på-en-helt-enderledes-måde-ondt, de kunne ikke lige lokalisere lægen, (min læge; ja tænk at have en sådan)og afdelingen var overbelagt, så de kunne desværre ikke gøre andet end at henvise mig til skadestuen med henblik på eventuel indlæggelse.
Efter over 4 måneders indlæggelse i år, synes jeg ikke rigtig det var en valgmulighed, så jeg tørrede mine øjne og spiste en tudekiks.

På vejen hjem fik jeg købt et par julegaver til børnene, ledte efter en ny skjorte til manden. Efter en tid magtede jeg ikke mere og vendte snuden hjemad.

Nægtede at kapitulere, bagte en kage til børnene kom hjem fra skole ... slappede af i sofaen, kunne ikke finde ro.

De kom glade hjem og drak te og spiste kage, hyggede sig mens jeg forsøgte at få styr på mailbakken og det løse.

Satte risgrøden til at simre sagte...

Efter maden kom manden hjem fra arbejde. Vi improviserede en tur ind til torvet i byen, der er i øjeblikket huser en landsindsamling til fordel for verdens flygtninge, og vi havde tømt sparegrisen.

3 radioværter har indvilliget i, at være indespærret i et glashus i 144 timer, uden mad (proteindrikke og lægeligt tilsyn har de istedet), men ellers "faster" de i sympati med flygtningene.

Sønnike afleverede pænt den lille formue, og blev spurgt om han ville ønske en sang, det blev han dog genert til.

Han havde lige haft et mindre sammenbrud, fordi vi ikke skulle stoppe i legetøjsbutikken, hvor han gerne ville lægge nogle af sine sparepenge, vi forklarede ham diplomatisk om alle de børn, der ville give deres højre hånd, for et tag over hovedet og mad på bordet, og han var helt stolt da pengene var afleveret til et værdigt formål, der ikke indbefattede blødgørere og farvestoffer.

Trætte kørte vi hjem, og mens manden betalte en enkelt regning, så jeg "gangstativerne"...

Livsbekræftende, må vel være det der dækker bedst.

Sluttede aftenen af med lidt Thomas Hartman-humor... manden faldt i søvn.

Jeg var træt men kunne ikke sove ...

Det er frustrende ikke at kunne flygte i søvnen, langt væk fra smerterne ...

Jeg har ingen anelse om, hvad klokken var da jeg udmattet døsede hen.

Men jeg var ret bevist om, at klokken var seks da uret bippede...

Trissede ned og lavede morgenmad til familien, og koplede sonden til ... en ny venter...

Fik talt med kommunen, rettere givet dem mit nye nummer, for min sag er blevet "udliciteret", som hun pænt forklarede havde de så mange sager, at de var nødt til at overdrage nogen af dem, men ellers var der ingen umiddelbar ændring. Jeg falder snart for 52 ugers reglen, men hun mente, at der kunne dispenseres, idet jeg var midlertidig syg.

Jeg savner mit arbejde, lysten og viljen er der, men styrken glimrer ved sit fravær ...

Det er åbenbart normalt, at man bliver tæsketræt, når leveren ikke fungerer som den skal... men det gør det ikke mindre frustrende.

Artisten

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vita non est vivere sed valere vita est. er publiceret 18/12-2008 10:23 af artisten.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.