"Haabet er en smuk ting og faar os ud af sengen en vintermorgen, men det kan ogsaa faa os til at gaa overfor roedt midt i myldretiden" - Spacemermaid.

Laeste lige Spacemermaids blog, hvor hun bl.a. havde skrevet om en af sine veninder, som var forelsket i en mand, som ikke helt gengaeldte hendes foelelser. Det roerte mig dybt, for hun kunne lige saa godt havde skrevet om mig. Pilen ramte praecis pletten. Det hun havde skrevet, burde vaere min 'wake-up-call'. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg proever saa ihaerdigt at holde fast i. Jeg lever i en droemmeverden. Tjekker mobilen, emailen saa tit jeg kan, for hvad nu, hvis vedkommene ombestemte sig. Det gjorde han ikke dagen efter, vi gik fra hinanden, ej heller to dage efter, ugen efter eller maaneden...og nu er der gaaet flere maaneder og jeg sidder stadig fast. Jeg proever stadig at holde fast i droemmen og minderne. Sommer blev til efteraar og efteraar blev til vinter. Tiden heler alle sorg siger man, men hvordan kan man maale tiden? Findes der en formula? Det var en smule helende at se bladene falde til efteraaret. Naturen proevede paa sin egen maade at fjerne fodsporene af sommerens minder og da sneen smeltede, blev kanvasen vasket ren. Lad os starte paa ny ....men gaar alle arrene helt vaek?

Det er taabeligt af mig, at leve i en naiv droemmeverden og det var tavligt af ham, at han gav op saa let. Som Spacemermaid saa smukt skrev..."Raeven bliver sjaeldent vegetar, naar hoenen serverer sig selv paa et soelvfad".