Vågner med en art angst i hele kroppen og må lægge mig ind til S for at ryste alle de følelser af mig, som natten har budt på. Må forvisse mig selv om, at jeg er rette sted, at det er de rette arme, jeg ligger i, at følelserne er de rette, for langt væk i drømmen er jeg smeltet sammen med en anden.

Vi mødes et fjernt sted, hvor stemningen er dyster. Han ser bedrøvet ud. Vi stirrer mod horisonten sammen, mens ordene er knappe, men også unødvendige. Jeg læner hovedet mod hans skulder og føler mig hjemme. Han fortæller om alt det, der er gået galt, om alt det, der er sket. Jeg fortæller ikke noget, har ingen bevidsthed om mig selv, kun et underligt savn. Og så et sceneskift, hvor hun stirrer på mig og fortæller om, hvordan hun savner ham. Og jeg fanges imellem to skæbner, hvor jeg ved, at jeg uden problemer kan vælge ham, læne mit hovede ind mod hans skulder og tage verden derfra. Men måske jeg i drømmen ved, at det er en drøm - og at jeg lige så godt kan lytte til hende og føre hende ind i hans arme.

I endnu ikke vågen tilstand savner jeg ham helt ind i hjertet.

Det føles forkert at lægge mig ind til S. Men nødvendigt. Og med en anelse dårlig samvittighed har vi sex. Jeg bebrejder ham, at han ikke viser sin kærlighed nok. Han svarer ikke rigtig, men elsker mig lidt mere. Jeg lægger hovedet ind mod hans bryst og forsøger at lægge forvirringen bag mig.

Det var bare en drøm. Eneste problem er, at M lever i bedste velgående.