Har grædt og grædt. Haft en kæmpe sorg i hele kroppen i dag. Blev tvunget helt i knæ, da jeg faldt over et brev, han havde skrevet om at holde sammen altid. Fik en plante af ham i november, han havde valgt fordi der var to træhjerter i. Den blev smidt i skraldespanden med storblødende hjerte.
Havde en ven T på besøg. Han kom til at nævne påsken og så kom tårerne i en lind strøm. Han sad bare og holdt om. Har talt med nogle veninder og venner i løbet af dagen. Gav forståelse og lindring.
En af eks's venner ringede og spurgte, hvad der sker med eks. Han lukker alle ude. Jeg kunne ikke svare. Bare sige, at jeg har det slemt. Han kom herned og lyttede.
En anden ven, J, ringede. Vi havde en god snak. Om ikke andet har jeg mit netværk i orden. Og bruger dem.
Men sorgen er dyb, dyb, dyb. Der er minder, der gør, at jeg rent fysisk på sætte mig eller gribe fast i en bordkant. Smerten inficerer alle celler. Jeg husker hvorfor jeg gik, men også de gode timer. Vanerne...år gud vanerne...de trækker tænder ud...

J lovede mig, at det bliver bedre. At det går over. Med tiden.
Jeg basker fortvivlet rundt i sorgsøen. Har ondt overalt.
Er som et såret dyr, der trækker sig ind i sin hule og bare lider. Men vennerne kommer ind til mig. Jeres ord herinde har jeg med mig. De står på små lapper, klistret på køleskabet...eks: "Én dag af gangen." Og : "Det går over. Jeg lover det"


Eneste, men store trøst: det kan ikke blive værre...