13 år siden

Stik mig en pille...

Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
8 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
6 år siden
Kærligheden som udstråler
Ansu Orheim ...
5 måneder, 22 dage siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
1 år, 2 måneder siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
7 år siden
Julius første fisk!
Kaj-Benny
10 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
5 år siden
Påske
Hanna Fink (...
6 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
8 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
10 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
8 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
8 år siden
Blæsten og nuet
Bjørn Langki...
2 måneder, 20 dage siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
7 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
7 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
5 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
9 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
7 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
13 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
5 år siden
Drømme
Salomon
7 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
6 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
9 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
4 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
2 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
8 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
4 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
9 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
8 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
8 år siden
En pæn lille hvid pille er nemlig meget mere hygiejnisk end en snotklud. For fanden da... kan man ikke få en pille, som forhindrer en i at tude til noget så plat som haveprogrammer!!! Eller katastrofefilm som Armageddon!!! Eller bare bryllupper, barnedåb og begravelser!!!

Akak.. stik mig en pille. Det underlige er, at den der tudetrang er temmelig ukendt for dem, som kender mig ... lidt. Ja, dem som kender mig meget, kan jo klart se det, når tårerne triller, så det er lidt svært at skjule, men alle de andre; bekendte, lidt fjernere venner, arbejdskolleger og andre, ja de fleste ville sige noget i retning af: Lone, hun er bare en som aldrig tuder. En, som har fuld kontrol over sig selv. Som tager livets slag med ophøjet og ovenikøbet opildnet pande. Og det er da også sandt. Modgang opildner mig, så jeg finder de bedste og mest effektive sider af mig selv frem. Modgang, modstand, svære opgaver, you name it. Så bliver jeg supereffektiv, den, der bevarer overblikket, når alle andre kager sammen og overmandes af tvivl, usikkerhed, uvidenhed, passivitet.

Ja, der er intet der får mig ud af hullerne så effektivt som en tilsyneladende uovervindelig opgave, der skal klares, såååå... det der med at bryde sammen i tårer. No way.

Men overtryk skal altså ud.. på den ene eller anden måde. Hos mig kommer det ud i de mest latterlige situationer. Som regel når noget er r-ø-r-e-n-d-e. Det berører mig. De bløde sider af mig. Så svømmer jeg over og de indre diger kan ikke længere tilbageholde højvandsstanden i tårekanalerne. Og jeg tuder. Tuder smukt og tuder grimt. Tuder på den der yndefulde måde, hvor ens smukke ansigt lades uberørt af tårestrømmen, som yndefuldt glider glinsende ned af ens kinder i to strømme, der langsomt samles som en lille sø i hulrummet mellem brysterne. Og tuder på den der grimme måde, hvor snottet klistrer helt om bag ørerne, øjnene bliver røde og opsvulmede og selv næsen pludselig ligner en 70-års drankers. Tuder... Kort sagt. Lader tårekanalerne tømme sig.

Som dengang jeg fødte min første datter. Jeg stod de 23½ time igennem uden tårer - godt nok fik jeg uddelt et blåt øje til en tilfældig sygehjælper, som kom forbi og aede min mave på det præcis forkerte tidspunkt, men det var ok. Jordmoderen smed hende bare ud. Men tårer! No way. Og min datter blev født og fik 10 på skalaen og kom op i armene på sin far og alt var fryd & gammen og SÅ tudede jeg. I 1½ time i træk. På den grimme både. Både fysisk grimme, så de efterfølgende billeder viser en næse, der er svulmet til dobbelt størrelse og på den psykisk grimme måde, så jeg fjernt i horisonten af min bevidsthed fattede, at de øvrige personer i fødselslokalet seriøst diskutterede professionel psykolog-redning af dette tudende individ, som var mig. De fattede det nok ikke. At tårerne intet havde med fødslen at gøre - som andet end katalysator. Jeg havde ikke grædt i 2 år inden dette. Og der gik yderligere 3 år før jeg græd igen. Sååå... egentlig en ganske normalt tåreudløsning - hvis altså tårers mængde er konstant og skal udløses med jævne mellemrum for ikke at skabe overtryk.

Flere år efter var det en anderledes uvigtig hændelse, som fik mig til at tude. Kronprinsen vinkede til mig. Fuldstændig ligegyldigt banalt, men dog bragte det tårerne med sig. Kronprinsen vinkede til mig - en meter fra min næse. Der var kun en bilrude imellem. Han så nærmest ud som om en eller anden sad og kildede ham. Med en bred smil fra det ene øre til det andet. Kunne være ligemeget. Er det også, men tænk ... Damn... min stemme knækkede over, da jeg skulle forklare min datter, hvem det var. Ja, det trak allerede op til indre uvejr, da dronningen kørte fordi i sin kronebil - nej.. allerede da jeg skulle forklare datteren at livgarden passede på dronningen. I mine tanker var ord om alle de bjørne, der havde ladt livet for deres huers skyld på vej, men det var slet ikke de ord, der kom ud. Hmmm... Tænk at der skulle være en royalist gemt i min hals, som en stor blød klump. Snotklud... tak.

Og ja - snotklud tak - i mangel af pille. Det har jeg ofte brug for.

Lone

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Stik mig en pille... er publiceret 09/04-2009 10:51 af Lone Jensen (L23one).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.