Aftenens menu er en blandet landhandel, men dog en landhandel.

Det er min egen tallerken, og bestikket er noget jeg har fået af min farmor.
Nogle ting tager man frem, og tænker instinktivt på personen - eller i dette tilfælde de to personer, der i sin tid gav genstanden.

Der er noget ved det bestik, der får min mad til at smage bedre.

Ikke fordi mine bedsteforældre er døde eller syge, næh, de lever i bedste velgående.

Måske er det netop det, at man i en kvalmende varm stund som denne, bliver en lille smule sentimental og føler en dertil passende nostalgi ved måltidet..

Med farmor og farfars bestik.. Det hele emmer af rummet, faktisk hele gården, når det ligger på bordet.. Hul i, at gæsterne ikke føler det samme. For mig er det helt ubeskriveligt, og hvis jeg nogensinde skiller mig af med det bestik, er det helt sikkert ikke med vilje..

Tak, farmor og farfar..