Hver gang jeg har spist, må jeg en tur ud i gårdhaven og gå. Der vandrer jeg rundt og rundt på stien i 15 min, 20 min eller helt op til 45 min. Nogle gange slendre jeg afsted, mens jeg taler med en sygeplejerske, andre gange storker jeg afsted med med rockmusikken blæsende ind i ørene. Muligvis tror personalet, at jeg forsøger at forbrænde den mad jeg spiser, men det har intet med det at gøre.
Jeg er på flugt.
Hvis jeg ikke holder mig i bevægelse, bliver jeg indhentet af tankerne og følelserne. Hvis de indhenter mig bliver jeg bange og hvis det går helt galt bliver sygeplejerskerne nød til at berolige mig med medicin.
Hver gang jeg har spist, ligger der en mine i min mave. Ved at gå finder den sig til rette og er ikke længere nær så sprængfarlig.