Da jeg vågnede i morges, havde jeg sovet som en sten i 11 timer, men alt var det samme. Jeg tudede stadig hele tiden, jeg havde stadig ondt i hovedet om min menstruation var ikke på mirakuløs vis forvundet. Jeg havde ikke spor lyst til at stå op, og det gjorde det ikke nødvendigvis lettere, at jeg havde bostøtte kl 10. Jeg stod nu alligevel op. Med Stone Sour og Therion for fuld hammer i ørerne gik det lige (Note til mig selv: skaf noget hårdere musik, alt jeg har er for blødt til sådanne situationer).

Det var min kontaktpædagog jeg skulle have til bostøtte i dag. Hun er den her der kender mig bedst, så med frugt for at føle mig dum fortalte jeg hvad det er der går mig så meget på. Hun grinede slet ikke af mig, heller ikke da jeg fortalte, at i mit dumme lille hovede er mensrtuation lig med "du er alt, alt for fed". Nu er der så kommet en seddel i min mappe, om hvordan jeg skal håndteres hvis noget lignende sker igen. Det føltes desværre lidt rart, at hun sagde, at jeg er lige så vigtig som de andre beboere, for jeg må ikke tro på det. Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at de om nødvendigt på aflyse aftaler med de andre, bare fordi jeg bliver lidt hysterisk.

Vi afsluttede med at gå i byen for at købe ting til fælleskøkkenet, og for første gang i et døgn slappede jeg af, og jeg grinede endda. Underligt nok var det helt umuligt at opdrive helt almindelige billige bordskånere.