Nå, jeg fik vidst ikke skrevet så meget om Bikeren, men det fylder heller ikke så meget mere.. Hypnotisøren sgade, at det var en god ting at vi ofte tager stilling til, om det vi er i er godt for os, og om vi er tilfredse med det, så vi ikke lige pludselig eksloderer som et lyn fra en klar himmel, og jeg vidste også godt, at det 'bare' var midlertidigt.

De første par gange efter jeg var ude at gå med hunden, kiggede jeg da efter ham, men blev alligevel lettet, når jeg ikke mødte ham, man hvad er chancerne egentlig også? Jeg har gået der siden april og har aldrig mødt ham, kun den ene dag, hvor hans søn havde ondt i maven og ville hjem fra spejder. Jeg tror nu stadig at jeg ville få sommerfugle i maven, hvis jeg så ham igen inden for den nærmeste fremtid, men det har samtidig også været med til at gøre mig opmærksom på hvad jeg har.

Ja, vi har stadig nogle udfordringer i forhold til vores diskussioner, men vi har rykket os så meget, så hvorfor skulle vi stoppe med det nu?

Jeg har sagt den halvpart fra jeg var startet på. Jeg kom slet ikke ud at ridde på, de sidste 2 uger, og der var mere dårlig samvittighed og stress over absolut at skulle finde nogle at ridde sammen med, så det er stoppet helt.