Det er ganske sørgeligt. Samtidig ganske banalt.

Min dejlige kæreste er blevet min eks-kæreste. Han er en mand på 53 år, som skal ud og løbe hornene af sig.
Der er ikke noget for mig at stille op. Andet end at leve mit liv videre uden ham. På et tidspunkt få en ny kæreste. Lige nu er det svært at forestille sig, men jeg ved godt, at det er en del af "turen".

Jeg er for en gangs skyld rigtig ked af det. Kan ikke forstå, at han vælger som han gør. 1½ dag inden han slog op skrev han, at han elskede mig og rigitg gerne ville vores forhold. Jeg føler mig svigtet og holdt for nar. Det er vel naturligt, når jeg nu er såret. Vreden holder sorgen på afstand. Men jeg er så småt begyndt at forholde mig til sorgen og være mindre vred. Det gør rigtig ondt, men det hjælper også.

Jeg har haft rigtig svært ved at fortælle det til folk og min familie. Der er en del af mig, der er SÅ bange for at vise svaghed, en del, som skammer sig over at have taget fejl. En del af mig der siger "ha, du troede da vel ikke....". Men han gav mig ikke anledning til at tro, at han ikke ville mig. Man kan selvfølgelig sige, at da han introducerede konceptet "åbent forhold" burde jeg måske have lugtet lunten. Men han var god til at overbevise mig om, at det vigtigste for ham var vores forhold.

Jeg er virkelig ked af det, og jeg vil øve mig på at blive i det så længe det er nødvendigt. Ikke bare hoppe ud af det, men forholde mig til det. I de mængder jeg kan magte. Av, det gør ondt.