Overskriften beskriver perfekt hvordan jeg har det.

Vi er på mellemstykket, fordi jeg ikke er død endnu - i overført betydning naturligvis!

Jeg skal have en ide. Og den skal virkelig være god!

Jeg skal på en eller anden måde VÆK fra de gamle hurtigst muligt. Jeg går helt død af det. Fuldstændig død. Min mor var sur i morges i bilen, fordi hun skulle vente i ti sekunder.
Vi talte overhovedet ikke sammen hele turen, og da jeg spurgte hende om noget, snerrede hun.

Jeg føler mig overhovedet ikke velkommen der. Overhovedet ikke.

Er spændt på hvordan det bliver at komme til Jylland!

Det kan kun blive bedre end det her!

Savner min uafhængighed. Føler mig fængslet. Mangler et sted at slappe fuldstændig af.

Det er selvsagt ikke derhjemme. Det er heller ikke hos Teak pga. roomien, selvom det er langt bedre end at være hjemme.

Ringede til ham i det sekund jeg fik fri. Ville have spurgt ham om noget programmering, men hans stærke, sikre stemme fik mig lige ud på et lynsammenbrud. Fortalte ham om hjemmesituationen i morges og den absolutte minuslyst til mad. Han mente at jeg burde konfrontere dem med det.

Og han har ret.
Faktum er, at det kan jeg ikke.
Min beskyttertrang overfor min familie er for stor.

Jeg har bestemt mig for at skrive en mail til lægen når jeg kommer hjem.
Jeg vil have det her løst.
Jeg har bare lige brug for lidt hjælp til hvordan.