Han siger at der er ting han aldrig kommer til at kunne give mig.

Jeg tænker, at jeg selv skal fylde det store tomme rum ud, som giver tårer i øjnenene, bare jeg tænker på det, men jeg ved ikke helt hvordan.

Jeg har arbejdet meget. Med mig selv. Men jeg ved ikke med 100%, hvad der er forsvundet i hullet.

Han siger at det er hormonerne, der blæser rundt i kroppen, men jeg ved, at der også er en del 'ægte' følelser, for de var der også før. Svigt, utilstrækkelighed, sorg.

Det er uoverskuligt lige nu, og jeg ved ikke om jeg bare skal lægge det fra mig, koncentrere mig om den store oplevelse, der venter om hjørnet og gå i gang med 'hullet' bagefter?

Jeg tvivler på om vi kan klare den. Os to. Men det har jeg altid gjort. Tvivlet. På andre, på mig selv og på mine forhold.
Jeg tror at det er nemmere at være alene. Men det er det ikke. Men jeg føler til tider meget stærkt, at jeg heller ikke kan finde ud af at være to, og nu snart 3.

Skuffelserne gør ondt.

Giv slip? Giv op? Kæmp videre? Pause!