Alt er jo ligesom vendt på hovedet. Så midt i alt det triste så kom tankerne. Hvordan nyder jeg livet mest. Hvis jeg skulle frit vælge på alle "hylder" hvad ønskede jeg så her i livet. Første svar der dukkede op det var, at jeg ville tage på højskole som jeg plejer. Men så dukkede der nogle tanker op igen, som jeg havde for et års tid siden. Jeg vil gå Caminoen. Alene. Puha fik helt hjertebanken. Så skubbede jeg det lidt væk i en måneds tid. Det var nok lidt for meget. En for stor udfordring. Alt for mange grænseoverskridende ting i det. Men så dukkede det op igen. Måske ville det være sundt for mig. På mange planer. Måske var det netop de udfordringer som ville gøre at jeg kom videre. At jeg fik nogle oplevelser for livet. At jeg fik tid og ro til stor og små tanker. Udfordringen ved at skulle turde. Udfordringen ved at leve ekstremt primitivt og det ekstremt grænseoverskridende ved at ikke kunne blive vasket hver dag og skulle sove sammen med folk jeg ikke kender. Så jo nu prøver jeg at arbejde på det her. Så det næste år der skal der spares og jeg satser på at mit helbred det holder. Så om et år ved denne tid, så er jeg godt igang med Caminoen.....puha får helt svedige hænder. Tror ikke helt jeg ved hvad det er jeg kaster mig ud i. Men behøver jeg at vide det?