Efter flere selvmordsforsøgn(sidste måned blev jeg kun opdaget ved et ufatteligt tilfælde), blodpropper overalt i ben, lunger og underliv, flyttet fra min yngste søn, gået af med verdens dejligste hund..(AAAVVV), flyttet til en anden by, Odense, sagt farvel til netværk, opgivet alt hvad der var mig, flyttet sammen med kæresten, blevet banket af ham og mistet kontakt til min familie. jow jow mit liv er alt andet end kedeligt. Det var for stor en mundfuld, men pludselig opdager jeg ved et tilfælde: Jeg skal stadig være her. Gik ud af Super best i dag, en meget gammel dame blev væltet omkuld af stormen. jeg fik hende hjulpet op og kæresten og jeg fulgte hende hjem. Hun var 96. Vi snakkede arm i arm. Det viste sig, at vi har samme interesser: maling, strik, empati og at nå ind til andre mennesker. Hun kiggede mig lige i øjnene og sagde: Vi har alle brug for hinanden. Jeg har brug for hjælp til at komme op, når stormen raser, du har brug for at betyde noget for nogen. Du skal vide, at verden har brug for dig.(Hvor vidste hun dét fra?)

Det var en spooky oplevelse! Men ja, måske er jeg ikke kun en belastning og til besvær. Måske betyder det noget for nogen,at lige præcis JEG er her.