Fredag morgen vågnede jeg tidligt, mens det endnu var nat. Jeg var træt ind til benet, men mine øjne sitrerede, og jeg kunne ikke lægge låg på dem. Det må være sket alligevel, for jeg faldt ned i et hul, hvor jeg var på skoletur til en stor nedlagt fabrik fyldt med murbrokker og grafitti og soveposer. I dette virvar kyssede jeg lidenskabelig med ingen ringere end David Bowie. Aner ikke hvordan han var blevet castet til et afsnit af mine mere lidenskabelige og følelsesladede drømme. Men det var ren forelskelse, og den der følelse af tryghed, når man ved, at man er helt sikker på noget og helt sammen med nogen. Vi var mest sammen i den dunkende fabrik, indhyllet i den brændte røg fra maskiner. Men på et tidspunkt slår vi porten op, og i stedet for byens mørke, er der en blændende titaniumshvid skipist og pludselig iført farvestrålende vatterede 80'er mønstrede flyverdragter bruser vi ud over rampen i mælkeblød storslalom. Det var bare så smukt og lykkeligt. Den perfekte blanding af lys og mørke, godt og ondt, tætte omfavnelser og fuldkommen bevægelsesfrihed.

Torsdag aften fik jeg besøg af en gammel efterskoleveninde. Hun kom ved tolvtiden og vi spiste banan-blåbær muffins og drak cava og måske var det de små pinke bitre bobler som eksploderede sig ind i drømmen. Hun har sovet to nætter på en madras på mit gulv.

Opvågningen fra Bowie-drømmen var et langt styrt, og jeg vågnede øm og forslået, med mine lemmer vredet ind i mærkelige positurer. Som personifikationen af et stort uheld. Desværre kom der ingen smuk helt på snescooter, og reddede mig ud af døden i dynerne. Nu, i vågen tilstand, er jeg dømt til at krykke rundt i mit liv gipset ind i modløshed, mens jeg spiser hvide panodiler, som jeg skyller ned med hvid vand med blid brus og gnasker den ene agurkesandwich efter den anden blødende af philidelphia light.

Vi var i byen i går, Chicky Grill og Byens Kro, men kom ikke så sent hjem. Vi mødte en gammel ven af N's, som lige havde vundet 30.000 i hårde kontanter. Han havde spillet poker med rockere og indvandrekriminelle i Ballerup hele aftenen og var sluppet derfra med et stort udbytte og en betragtelig brandert. Han er helt klart typen, som har festet sig ihjel inden han fylder 40. Og det på trods af at han har et godt hoved og et lukrativt job. Det hårde liv har allerede ætset sig ind i ansigtet, og jeg tænkte, hvis jeg havde 30.000 i kontanter og tænder, der var skovlet ind med en møggreb, så ved jeg godt, hvordan jeg ville disponere. Men når mandag morgen melder sig, vågner denne fyr uden en krone på lommen og endnu et mølædt hul i bevidstheden.

I dag har jeg sovet alt for meget. Ikke fordi jeg har været træt, mere fordi jeg i søvnen har søgt efter den der perfekte lykkefølelse, som jeg ikke tror kan skabes bedre af hverken virkelighed eller narko. Det er ikke lykkedes. Søvnen har bare været huller, tiden er forsvundet ned i, som når man skyller ud i toilettet. De impotente forsøg har nærmere installeret en følelse af sengeliggende meningsløshed. Søvnen avler mere træthed. Der er så stille her. Der er som om hele Frederiksberg er lavet af æggebakker. Der er ikke en lyd. Undtagen radiatorens insisterende og uhyggelige banken. Jeg føler hele tiden savnet af Nørrebro, hvor tiden fløj af sted på et persisk lydtæppe. Bilalarmerne, som lyder som tropiske cikader, 5A's skingre skrig, fulde folk, fjerne fester, baggårdssnak og politisirener. En levende kakafoni, som får en til at føle sig trygt omsluttet af byen. Stilheden her får mere én til at føle sig som en uetableret parasit, en uvelkommen snylter på facaden af det rendyrkede hjemmeliv. Det gør det selvfølgelig heller ikke bedre at opgangen og lejligheden her gør, at man føler sig indlagt på plejehjem. I opgangen kan man nærmest ikke komme frem for rollatorer og kørestole.