Min første "officielle" weekend uden mine drenge...

Det er gået...ok og måske endda meget godt. Det var først i går aftes at jeg følte mig rigtig ked af det igen og måtte sidde for mig selv og tude lidt. Månen skinnede ind igennem vinduerne, hele have blev lyst op af dette mystiske skær. Måske var det egentlig ikke så meget SORG der fik det til at "flyde over" for mig, men følelsen af at være helt-helt alene.

Vi har aftalt at den der har børnene, har lejligheden indtil der kommer en holdbar løsning på boligproblemet. På den måde skal børnene ikke forholde sig til nye midlertidige steder men kan være sammen med hver af os i deres hjem. L har fundet en midlertidig lejlighed og jeg vil tage her op når jeg har "fri". Man kan sige at det kunne være langt værre. Tænk hvis jeg ikke havde det her sted? Jeg er tryg her og nyder roen og naturen. Jeg elsker dette fristed og vil gøre ALT for at beholde det. Det bliver stramt rent økonomisk men det MÅ kunne lade sig gøre. Det er jo en gave til drengene og mig. Her fra min plads, kan jeg se markerne, køerne og fårene. Kalvene hopper rundt oven på deres mor, der i ny og næ genner dem væk. I går var de ved at tromle hegnet da jeg kom med de obligatoriske gulerødder!

Jeg føler det hele er eksploderet i mellem L og jeg. Det er svært at der er så stor en kløft mellem os og specielt i de her dage, har jeg været tæt på en overvejelse om at pakke mine sårede følelser væk så vi kan kommunikerer. Men...MEN, sagen er at vi KAN kommunikerer - dog kun omkring drengene. Jeg må også tage mig selv og mine følelser alvorligt. Han HAR såret mig meget dybt, han har bedraget mig og løjet overfor mig. Det er kun rimeligt at jeg føler jeg "kun" kan tilbyde en kontakt på baggrund af drengene. Jo, det er da mega synd for de børn at mor og far ikke kan drikke en venskabelig kop kaffe sammen, spise en middag og tale helt normalt. Men jeg KAN IKKE tilbyde det lige nu og jeg vil synes det er endnu mere synd for børnene, hvis de skal mærke flere anspændte følelser os voksne i mellem. Måske med tiden vil det blive anderledes.

Dog er jeg glad for at jeg ikke føler nogen som helst lyst til at ramme ham gennem børnene. Det fortæller mig at jeg har hjertet på det rette sted. Han er en god far når han er der og de drenge elsker ham. Aldrig i livet vil jeg komme i mellem det pga mine egne sysler.

Alle mine kræfter går for tiden til "indre pep-talk". Hver gang jeg begynder at forsvinde for meget over i ham, hvad han har gjort, ikke har gjort osv...niver jeg mig selv lidt i den indre arm og retter fokus mod mig selv og FREMAD. Jeg må simpelthen hele tiden minde mig selv om, at nu skal jeg tænke på mig, på mine drengen og på vores fremtid. Det ligger mig bare helt grundlæggende konstant at tænke på ham og hans. Tankevækkende egentlig. Derfor finder jeg det endnu mere vigtigt, at jeg får en - måske lang - periode hvor jeg er adskilt fra ham og kun forholder mig til vores kommunikation og samarbejde omkring vores børn. Alt andet gør mig forvirret og ked af det.

Jeg savner mine børn lige nu :-(

Måske skal jeg være praktisk. Der er vinduer at male, rod at rydde op og kaffe der skal drikkes.