Kære Dagbog (hvis man ellers skriver det)

Ja. Så er det sørme første gang, jeg skriver her. Jeg har en hel masse tanker, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal komme ud med... Så nu prøver jeg at skrive dem her.

Jeg vil starte med at skrive om min lillesøsters ulykke.

Ulykken skete søndag den 2. september 2012. Vi skulle på kræmmermarked, og jeg skulle rigtig være cyklet med min søster og hendes veninde, men jeg valgte istedet af cykle med min egen veninde. Vi cyklede derud på forskellige tidspunkter, så vi mødtes aldrig.

Når men, mig og min veninde kommer ud til kræmmermarked og går lidt rundt, og vi beslutter os for at købe noget at spise. Da vi så sidder og spiser, ringer min telefon. Jeg tager den, og det er min far. Han siger min lillesøster er kommet på skadestuen. Det hele sortnede. Hvordan kunne det ske for min lille pige? Tårrene begyndte at trille ned af kinderne på mig, det øjeblik jeg hørte hun var kommet på skadestuen. Jeg sad på en bænk midt i et folkemyldre, og alle kunne se mig. Jeg var ligeglad. Jeg skulle bare hjem.

Da jeg så hende første gang efter ulykken, så jeg hendes tomme øjne. Hendes ellers så glade øjne var triste. Det gjorde ondt på mig. Virkelig ondt. Ikke som når du har slået dig. Nej. Det gjorde ondt dybt inde i hjertet. At se på den lille pige, som er en af de personer, som jeg elsker mest i verden og ikke kunne gøre noget. Jeg ville ønske, jeg kunne tage smerten fra hende. Hendes øjne var så blanke, og hun kiggede bare ud i luften. Igennem mig. Jeg fik sådan en underlig følelse i kroppen. Tænkt at det er sket. Det er aldrig noget, man tænker sker for sig selv - det sker da kun for naboen.

Hilsen
Katrine