Hvordan kan jeg elske noget, der gør mig så ondt? Hvordan kan jeg savne noget, som ikke forvolder sig andet end smerte på mig? Hvordan kan jeg være så afhængig af en tryghed, som i sidste ende gør mere skade end gavn?
Hvordan kan jeg elske dig så dybt, når du har behandlet mig ad helvedes til i 2 år? Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre, se alt det dårlige der er sket mig.

Du så bag min facade, du elskede mig, du var der altid. I svære perioder, i de gode perioder, altid. Du var der da jeg ikke kunne andet end at græde, hvor jeg kunne græde en hel nat, uden at vide hvorfor. Da jeg kunne være hysterisk, slå dig, skære i mig selv - du var der.

Du var der dengang jeg prøvede og tage mit eget liv. Du vidste godt, hvad det var der skete, da jeg lige pludselig skrev til dig, "at jeg elskede dig, og jeg håbede på at vi ville se hinanden på den anden side."
Du vidste med det samme, hvad jeg havde gjort.

Det jeg vil frem til, er nok at jeg har elsket dig, lige fra den første dag, at det var dig og mig. Jeg har elsket alt det du har gjort. Jeg elskede hver en lille ting ved dig, hver detalje. Jeg så en dreng, blive voksen. Jeg så en der vidste, hvad han ville med sit liv. Jeg så en der elskede mig, for den jeg var. Jeg kender hver en lille mime i dit ansigt, hvert et kropsudtryk. Jeg elsker din duft, dit sved.
Jeg er igang med at give slip, noget der tager sin tid. Men ens første kærlighed er vel også altid den hårdeste.