År 2013 - hvad sker der for dig?

den første dag år 2013
bondeven
9 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
4 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
9 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
8 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
5 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
8 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
5 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
2 år siden
Stemme
Halina Abram...
4 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
7 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
9 år siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
6 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
9 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
6 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
8 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
8 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
4 år siden
Øde strand - tidlig morge...
Mikala Rosen...
12 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
7 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
2 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
1 år, 1 måned siden
feber
Kenny Raun (...
7 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
9 år siden
Hundetræning
Chellepigen
8 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
9 år siden
håb
Halina Abram...
4 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
6 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
6 år siden
Personlig udvikling
Rud Stenfisk...
7 måneder, 21 dage siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
4 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
5 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
9 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
7 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
9 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
6 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
9 år siden
Overgangen fra en hjerneh...
Camilla Rasm...
7 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
13 år siden
Det er et spændende fremtidskig jeg tager når jeg forsøger at se resten af året for mig. Mit livkommer til at forandre sig umådeligt meget. Jeg er jo gravid og om alt går godt står jeg i sensommeren med et sundt lille barn i mine arme. MIT barn. Min krop har kaldt på det barn - jeg har været så skruk - men kan jeg være en mor? Lige nu synes jeg at jeg har "dumpet" første trimester. Jeg har sjældent følt mig så syg og mine projekter er faldet fra hinanden en efter en. Jeg har ikke kunne hjælpe til herhjemme. Min søster fortalte mig at hun også havde rigtig meget kvalme under HELE graviditeten, men alligevel tog hun sig sammen og tog ud i byen, var sammen med venner, dyrkede motion, spiste det hun skulle ect. Hun kan tydeligt huske det - bare en enkelt forkert lugt og så.... Hun kastede op et par gange om dagen - det er lige som jeg.
I mine øjne er der dog noget der ikke helt stemmer. Jo, hun havde sikkert kvalme, men når gravide klager over at lugte sætter kvalmen i gang, er det at jeg tænker at de må have det nemmere. For mig er forkerte lugte noget af det nemmeste at undgå. Det er så sjældent at en ny og underlig lugt lige sniger sig ind på mig når jeg sidder i stuen. Til gengæld har jeg kvalme hele dagen og opkastningerne udløses af ting som at bevæge mig ud på et toiletbesøg, at kæresten snakker om aftensmad med mig, at kæresten ligger en arm omkring mig, at jeg bliver for sulten selv om jeg absolut ikke har lyst til mad, at katten kommer for at kæle, at jeg forsøger at se TV eller lave noget på computeren, at jeg har åbne øjne, at jeg satte mig op på en cykel, at jeg tager et varmt bad... Jeg mener - lige nu har jeg det jo heldigvis godt og sådanne stunder er der også, men for det meste sidder jeg med en udgave af mild eller voldsom kvalme og hovedpine, som jeg ved forværres af bare det mindste. Hvordan skulle man kunne tage i svømmehallen med det, lige som min søster gjorde? Alene tanken om klorvandet er forfærdelig. Hvis jeg ikke skal miste alt selvrespekt må jeg holde fast i at min søster nok ikke har haft det HELT så slemt som jeg har det. Men ud over det har hun haft mange andre ting at slås med i hendes graviditet, så jeg har stadig stor respekt for at hun er kommet så godt igennem.

Men der er stadig nogle udfordringer her. Kæresten pendler langt hver dag og jeg kan se og høre hvor træt han er. Det er ikke fair at han skal købe ind og lave aftensmad når han kommer hjem efter kl. 18/19.30; men jeg har ikke egnet mig ret godt til at deale med mad indtil nu. Alene tanken og at få noget ned har været en stor udfordring. Men hvad skal vi gøre? Skal vi flytte til Sjælland, selv om det er på Fyn at vi begge har vores nærmeste familie og venner? Jeg laver at uviste grunde ikke nye venner særlig let og ENDELIG har jeg fundet mit måske livs bedste ven og... det har været med til at gøre at jeg følte mig som et helt menneske at kunne ses jævnligt med hende. Før hende skal jeg 7 år tilbage i tiden for at finde den sidste veninde jeg følte mig knyttet til - men hun rejste fra mig og venskabet løb ud i sandet. Skal jeg kigge tilbage igen så var der en i 4. klasse - men også der føler jeg at jeg endte med at blive svigtet. Der har da sideløbende været andre nærmere venskaber, men... de har altid fejlet et eller andet. Den kloge, søde veninde der betød meget, men havde så mange andre venner at vi sjældent sås og som jeg ikke helt følte at jeg kunne "følge med". Veninden med de underlige holdninger og som kunne finde på at ignorere mig for at lege med hendes kat. Veninden der var på weekend besøg og begyndte at snave med den fyr jeg godt kunne lide for aldrig at se ham igen. Den gode klassekammarat omkring 6. klasse der bare en dag, uden et ord til forklaring, ikke ville have noget mere med mig at gøre. Hun hilser ikke engang på mig når vi tilfældigt mødes. Det har jeg virkeligt grublet længe over hvorfor og for et par år siden kom jeg på en mulig teori. Jeg tror at det skyldtes at vi var involveret i noget teater sammen og mens jeg troede at det stykke var løbet ud i sandet og aldrig skulle opføres, så har der nok været en dag hvor det skulle. En dag som jeg aldrig hørte om og har misset og ødelagt for hende og de andre. Jeg forstår så bare ikke at det ikke er blevet tydeligere udbasuneret hvornår det var. Men *suk* det kan jeg jo ikke gøre så meget ved i dag. Men det tog mig mere end 10 år bare at komme på hvad grunden kunne være. 10 lange år med spekulationer. For når folk har betydet så meget for mig, så vender jeg ofte tilbage i tankerne.

Der skal så lidt til nogle gange. Ikke fordi jeg ikke laver fejl - men skylder man ikke en god ven at fortælle hvorfor man er sur og... acceptere en undskyldning? Ikke bare at smide et godt venskab bort sådan bare lige?

Men hvor kom jeg fra? Skal vi flytte for kærestens skyld? Det slider jo hårdt på ham at pendle sådan. Og kommer han overhovedet til at have tid med barnet på sådan en hverdag? Men hvis vi flytter så bliver vi vist meget låst fast. Man tager jo ikke en 2 timers togtur med et lille barn for lige at besøge alle dem på Fyn - og jeg vil som ammende være bundet til hvor barnet er. Til gengæld skal man så have alle dem til at besøge sig. Jeg har svært nok ved at få kontakt til min far som bor en lille kilometer fra mig. Min mor er heller ikke helt så god til at samle familien - ikke som Runes mor. Og hvad skal jeg lave på Sjælland? Jeg får jo ikke venner så nemt, jeg kender ingen dér og frygter at jeg bare kommer til at sidde alene med barnet hele dagen til han kommer hjem fra arbejde. Men det er et dilemma. Vi bor så langt fra perfekt nu her. Alene det at vi ikke har mulighed for en skide opvaskemaskine er træls. Vi flyttede til netop dette hus for at kunne få det og så... var det åbnebart ikke med i tankerne hos dem der renoverede køkkenet inden vi flyttede ind. Hele lejligheden virker så midlertidig. vi sætter ikke for meget op fordi vi konstant ikke ved hvornår vi skal flytte igen. Konstant igennem de sidste 2 år hvor vi har boet her. ØV. Hvor er de geniale løsninger dog blevet af?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget År 2013 - hvad sker der for dig? er publiceret 03/01-2013 13:53 af Suree Lio (Løvinde).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.