Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
6 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
8 år siden
Livets Tankespind
Caby
6 år siden
Jeg har skrevet en bog
Anastasia
3 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
7 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
7 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
5 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
8 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
2 år siden
Hvem tror vi, at vi er?
Bella Donals...
5 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
7 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
4 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
7 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
5 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
6 år siden
poop
Regitze Møbi...
7 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
2 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
8 år siden
Kalas på Parnas med Rigtige Mænd. Vi ser her igennem fingre med at Rigtige Mænd helt uundgåeligt er de forkerte mænd.
Hva så vil nogen sikkert spør'. Hva så, hva så, hva så. Udemærket, jo tak, vil jeg så svare. Jeg har aldrig haft det bedre før.

Jeg intuberes med drinks i farven peach. Sort Svin klister min arm til bordet. Drengene svinger dankortet. Købekraften tastes ind som adgang. Manchetterne knappes op og skjorten smøges op over albuen. Inde under den velstrøgne hvidhed er personlighedens arabesker tatoveret på huden som en tynd og transperent film. Han siger: Jeg har mig selv, mit liv, min fremtid, mit job. Velstillet, velklædt, uafhængig og fri. Jeg starter der, hvor andres drømme holder op. Ulasteligt klædt. Businessbrille. Og arme hvor konturen af mandighed og personlighed er trykket ind i huden, permanent smerte i alle nuancer af grøn.

Storbarmet bartender danser med drenge. Her er liv og her glade dage. Jeg kigger ned i pølen af sort svin og ser et glimt af mig selv i det fedtede sprittede sukkersøde spejl, kigger op og smiler glat som dansegulvet. Mand med Måne slår sig ned på sikker afstand. Men rykker, for hver undskyldning han får, tættere på. Vi snakker og hans mund strejfer mit øre og mit hår danser til Rocazino på hans kind.

Ridder Lykke, Ridder hvid. Rider du alene? Jo. Eller nej. Svarer han med indforstået reference til den rødhårede flamme i hans liv. Men prøv at sig du ka li mig og mer end kun med ord. Jeg er blevet skuffet et par gange. Det du vil mig, vil jeg ikke fanges i. Musikken spiller videre og det er det, jeg forsøger at sige, men sikkert ikke får sagt. Jeg får i stedet sagt noget i stil med: Jeg ved godt du er fucked up lige nu, og det er også okay, men kan du ikke bare kommunikere lidt mere om det, så jeg ved, hvor jeg står? Han får sagt noget i stil med: Ja, jeg er fucked up, det er alt, hvad jeg kan tilbyde nu.

Og i taxaen siger han ikke noget, og han rører ikke ved mig og jeg spørger: Kører du videre hjem? Han tøver usikkert. Jeg ved godt, han gerne vil med mig hjem og sove, men jeg vil bare tvinge ham til at give udtryk for det. I mit køkken tager han med begge hænder om mit hoved og kysser mig ømt, og bagefter står han længe og knuger mig ind til sig. Mand med Måne, Mand af ingen ord. Vi går i seng og knalder, og jeg vågner, med duften af forgangen ungdom i næsen. Jeg siger, jeg at jeg desværre har en aftale, og at vi bliver nødt til at stå op nu. Jeg står i trusser og T-shirt og føler mig blegbenet, da han ti minutter senere påklædt kysser mig farvel. Følelsen er tomhed er egentlig ikke tykkere end den er til daglig. Åh nej vil nogen måske sige. Åh nej, nej, nej åh, åh nej. Åh nej, vil nogen sikkert sige. Glem alt om kærlighed vil jeg så svare. Løb stærkt før livet er forbi.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget PARNAS er publiceret 20/04-2013 19:16 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.